søndag den 25. juni 2017

Løb for verdensmålene

En 4kms løbetur på en dag, der lover regn, er almindeligvis ikke noget, der lokker mange til, men det gjorde det torsdag den 22. Det var nu heller ikke en helt almindelig en løbetur-det er et løb for verdensmålene!

Johan Borups højskole arrangerede løbet, og det inkluderede også en tale fra Steen Hildebrandt, ph.D i organizations og ledelsesteori.

Steen har nemlig brugt en stor del af hans arbejdsliv de seneste år i at undervise omkring verdensmålene. Han pointerer, at de er en solidaritets agenda for hele verden, som alle FN's medlemslande er enige om-noget helt enestående, omend han også minder om at grunden til de er nødvendige er fordi verdens tilstand er meget langt fra optimal.  Siden 1970'erne har man snakket om at der er et loft over vækst, men det er først nu forskere på Stockholm Resilient center har kunnet præcisere det med 9 punkter. Vi har allerede overskredet de første 4, så mere end nogensinde før er målene i hans optik nødvendige at arbejde på.

Det synes Johan Borups højskole også. Skolen har nemlig tre kerneværdier: Ansvar, respekt og krav, og så passer målene jo perfekt til. De stiller nemlig krav til alle verdens lande, mulighed for at alle lande tager ansvar, og fordi ingen lande er i mål før alle lande er i mål, må man respektere hinandens vanskeligheder ved at opfylde målene og hjælpe hvor man kan.

Det sociale løb også en måde for højskolen at promovere deres nye sportslinje, Urban Movement, på en innovativ og meningsfyldt måde. Her gør man nemlig ikke ting for tingene selv, men fordi der skal være en dybere mening med dem. Løberne, der her var ca. 30 af højskolens elever, skulle nemlig vælge et verdensmål de ville løbe for. Ideen med løbet var ikke var at tonse afsted og sætte ny rekord. I stedet skulle man snakke sammen om verdensmålene, og derfor var ruten markeret med balloner, så man blev tvunget til at sætte tempoet ned. Det passede de fleste udemærket ;)

Med løbet blev der ikke samlet penge ind, for meningen var ikke at man ved at vælge en sag skulle forpligte sig til at støtte en NGO der er involveret i den sag. I stedet var formålet, at verdensmålene skal føles mere tæt på. Et bevidsthedsskabende projekt, om man vil.


Der var flere, for hvem det var første gang de for alvor arbejdede med og hørte om verdensmålene, så på den måde lykkedes projektet meget godt. Det lokkede også en håndfuld udefra kommende ned på højskolen for lige at snuse lidt rundt, høre et oplæg og måske selv løbe en tur.

Især målene om mindre ulighed, afskaffelse af fattigdom og bedre havliv trak løbere til, fordi det var mål der er nemme at forholde sig til.

Herfra skal lyde en stor ros til arrangementet, der på alle mulige måder var meget vellykket!

Udover at skabe aktivitet & bevidsthed omkring målene for højskolens elever og øvrige intersserede, er en løbetur en god investering i egen sundhed-og øget sundhed og færre sygdomme er et verdensmål. Win-win-win.






torsdag den 22. juni 2017

Wefood: A simple, tasteful solution to a big, distasteful problem


By Andreas Canvin
Did you know...

...that Danes waste 700.000 tons of food each year? That's 65 kg. per person. And that's a problem. According to the UN's second Global Goal, foodwaste should be reduced by 50% globally by 2030. That's ambitious. But with initiatives like the Danish concept of Wefood, reducing foodwaste might be much easier than we think. 

"Less foodwaste, more support for the world's poor" is the slogan of this Wefood-store in Copenhagen 
Located in central Copenhagen, Denmark, the Wefood-store on Amagerbrogade couldn't have been placed in a better spot. Tens of thousands of people pass here every day, and it's located just besides a number of supermarkets. And supermarkets are vital to the concept of Wefood. It's incredibly simple:

Local foodstores, supermarkets and restaurants donate their surplus food, fwhich would have ended up in the trash anyway, to the Wefood store --> Wefood then sells the surplus food with at least a 50% discount --> all profit from the sale of food then goes to the humanitarian organisation Danish Church Aid (Folkekirkens Nødhjælp in Danish), which use the money for their projects around the world. 

The Wefood store is dependent on their suppliers in order to ensure a steady supply of products to sell. Here's a multi-lingual 'thank you''-board to the range of suppliers. 


Not only simple and effective in reducing foodwaste, the Wefood concept also has economic benefits. Each year Danes waste a total of 1.9 billion euros in buying food that'll end up in the trashcan. Moreover, the Wefood concepts also helps poor families, the homeless and other vulnerable members of society by selling food with significant discounts.






I had a chance myself to buy some surplus food. Here, I'm getting a delicous baugette with a 80% discount (only 3 DKK - ½ a Euro!) 
The Wefood concept is based around volunteering. This keeps the costs of running the store to a minimum. One the volunteers is 25-year old Gitte. Gitte has been a volunteer for a three-month period, and she's positive about the concept:

"I've only had positive experiences volunteering in the store. People have been incredibly supportive of the initiative. In the first weeks of our opening, we had over 10.000 customers, which have generated a lot of attention. And money for a good cause (Danish Church Aid) too".


The popularity of the Wefood-concept is noticeable and Danish Church Aid are already planning on opening a store in Aarhus, Denmark, in the autumn of 2017.
Because food should be eaten, not wasted. Especially with 800 million people starving.

Read more about Wefood right here: https://donate.danchurchaid.org/join-us/wefood


fredag den 9. juni 2017

Ismahan Ismail: “Må en muslimsk neger være dansk?”


OBS: Dette er anden del i serien om Ismahan Ismail. Hvis du ikke har fået læst første del anbefaler vi, at du finder den inden du læser videre. Den kan findes her på vores blog eller på vores facebookside. God læsning!

Ismahan Ismail, 2016

For omtrent otte måneder siden startede Ismahan Ismail debat i Danmark da en hjemmeproduceret video med titlen “Må en muslimsk neger være dansk?” blev lagt op på Facebook. Videoen påtalte hendes personlige oplevelse med Danmark gennem et selvskrevet digt, og blev i løbet af kort tid set næsten 3000 gange. Efterfølgende skrev Ismail debatindlægget “Ung muslim: Højrefløjen radikaliserer mig” i Information, der omhandlede, hvad det betyder at være dansker, og hvordan Danmarks højrefløj bruger deres retorik til at skabe splid. Indlægget skabte så stor debat at DF-politikeren Martin Henriksen skrev sit eget læserbrev i Information med overskriften “Ismahan, du er ikke dansker”, der i en kort tekst opstillede Henriksens argumenter for, hvorfor Ismail ikke kan kalde sig selv dansker - på trods af hendes store tilholdsfølelse. Hun er desuden blevet interviewet på radio24syv og har deltaget i debatten sammen med formanden for DFU. Vi fangede Ismail til en snak om integration, fremmedhad og håbet for en bedre fremtid.

Hvis jeg i løbet af min korte korrespondance med Ismahan Ismail skulle være blevet i tvivl om hendes multikulturelle baggrund og rejselyst, var jeg det ikke længere da vores telefoninterview begyndte. Jeg fanger Ismahan på en halv-skrattende telefonforbindelse. Hun undskylder med det samme og fortæller at hun i øjeblikket er på vandretur i Norge med hendes medstuderende fra London. Det var to lande allerede. Indenfor de næste 5 minutter skal det vise sig at der er mange flere at holde styr på.

Ismahan Ismail, født i 1996 i Esbjerg. Opvokset i en kernefamilie med mor, far og to halvsøskende. Hendes mor er født i Kenya, men tilbragte mange år i Somalia, hvor hun arbejdede for FN i somaliske flygtningelejre. Herefter flyttede hun til Danmark, hvor hun mødte Ismahans far, og der udover at være halv somalier desuden er halv araber. I sin tid i Danmark arbejdede han som tolk og lærer for tosprogede elever. Ismahan har boet i 7 forskellige lande fordelt på 4 kontinenter, og bor nu i London hvor hun studerer arkæologi og antropologi.

I en alder af blot 20 år har Ismahan allerede oplevet af bo i Danmark, England, Wales, USA, Indien, Somalia og Kenya. Hun er nu bosat i London, i gang med en uddannelse i arkæologi og antropologi - dog med tid til at rejse rundt på forskellige ture.

Ismahans rejselyst kommer ikke fra fremmede. Begge hendes forældre rejste rundt og arbejdede i flere forskellige lande inden de sidst i 80’erne slog sig ned i Danmark. Ismahan lægger ikke skjul på at hun elsker at snakke om hendes forældres baggrund. Man kan høre smilet og stoltheden hele vejen igennem telefon. Ismahan fortæller, at hendes mor - især over de seneste år - er begyndt at fortælle meget om de oplevelser hun havde med integration i Esbjerg kommune tilbage i 80’erne.

“Min mor har ofte fortalt “De tog os med på hotel, de tog os med til Ribe Domkirke, de to os med på Christiania, de gav os et stort og bredt indtryk af Danmark”. Det virkede som om, at Esbjerg Kommune var interesserede i at give dem det bedste indtryk af Danmark, som overhoved muligt. Så hun blev præsenteret for en masse kulturelle oplevelser, en helt masse ting, der gør Danmark dansk. De fik smørrebrød, de fik lov til at komme i Tivoli, de fik lov til at komme ud og bade. De fik en helt masse kulturelle indspark, og det har hjulpet min mor helt vildt meget.” siger hun.

Hun trækker vejret tungt og tilføjer, at det er utroligt, hvor stor en forskel der er på dengang og i dag, og at udviklingen på integrationsområdet har været skræmmende at følge. Ismahan mener, at hendes mor i dag har fået en samlet forståelse for Danmark, sproget og historien, og at hun har Esbjerg Kommunes indsats at takke for det:

“De satte en masse ting til rådighed for at gøre ankomsten god for hende og behagelig for Danmark på lang sigt. Så jeg synes at de har kigget meget fremadrettet hvorimod man nu vælger at isolere (flygtninge). Man vil gerne kontrollere det [...] ved at lukke flygtninge inde så de kun bliver udsat for hinanden, så de kun får et indblik i hinanden. Og det tror jeg ikke er særligt medvirkende til at integrere folk.” siger hun.

Ismahan mener selv at hun har kunne mærke ændringen i synet på flygtninge og muslimer. Ikke markant, men alligevel en smule. Der bliver kigget mere til hende i debatten og hun repræsenterer nu ikke kun sin egen holdning, men også en hel minoritets holdning.

“[...]  Jeg husker engang jeg gik i syvende klasse og vi skulle have kristendomsundervisning. Der skulle man vælge en religion, som man skulle holde oplæg om, og der [...] holdt jeg et oplæg der hed “10 grunde til at islam ikke er voldeligt”. Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det. Det var ikke fordi der var nogen, der hævdede at islam var voldeligt - i hvert fald ikke i min klasse - men allerede på det tidspunkt havde jeg en fornemmelse af, at jeg skulle kunne udtale mig fagligt og klart om islam og udlægge de positive aspekter af islam. Så det har i hvert fald lært mig, at jeg ikke er blevet mere troende, men jeg er blevet mere vokal når jeg taler om min religion.” siger hun

Gennem den dårlige telefonforbindelse snakker vi om dét, at repræsentere Islam og være forbillede i debatten. Jeg spørger hende, om hun synes der er mangel på forbilleder i medierne, men det mener hun ikke. Tværtimod.

“Jeg synes ikke meget om det store fokus på muslimske mediepersonligheder, der bliver blæst helt vildt op så man tænker; “hold kæft, du er bare det bedste forbillede i Danmark”, fordi man glemmer at give credit til dem der bare gør deres på en stille måde.”

“Der er et forbillede i hver eneste familie, der har opdraget deres børn til at kunne gå i skole, gå på universitet eller tage et faglært arbejde. Det er ikke et forbillede, men det er en stille rollemodel, som vi ikke hører noget om. De er ikke relevante at tale om. De har ikke gjort noget storslået eller storartet eller noget massivt kriminelt, de er stille progressive stemmer, der sammenlagt gør noget massivt.”

Hvad tror du der skal til for at Danmark bliver et bedre sted for minoriteterne?

“Jeg er overbevist om, at det er en stille udvikling, og det vil formentlig tage nogle år. Jeg tror der er en tillid, der skal bygges op igen. Der er nogle fundamentale kræfter, der har fået fodfæste i muslimske samfund, netop pga. den mistillid der er til dem. De føler sig defensive, og de går stille mere og mere mod højre. Og på samme måde føler de etniske danskere sig utrygge, så de går også mere og mere til højre. Der er en distance her, der bliver større og større.”

“Så vi skal, gennem en fremadrettet optik, finde ud af hvordan får vi det bedre igen. Man skal have forståelse for, hvorfor du som etnisk dansker føler dig utryg. Hvad det er der gør dig utryg? Og så er det mit ansvar - ikke som muslim, men som individ - at forsøge at påtale dine problemer, og forstå hvad jeg kan gøre, for at du bliver tryggere. Og på samme måde er det dit ansvar, at sige til mig; ‘Ja, du er velkommen. Du har en plads i det her samfund og jeg vil gerne vide, hvad jeg kan gøre for, at få dig til at føle dig mere velkommen’.”

Hun holder en pause. Når Ismahan Ismail taler kan man høre engagementet boble. Hun brænder for dette emnet og ordene flyder som var de gennemtænkt, rettet og nedskrevet til lejligheden. Jeg afslutter med at spørge hende om hun har håb for fremtiden.

“Ja, mega meget!” Udbryder hun og fortsætter:

“Verden har aldrig været så godt et sted, som det er i dag. Og det er jo fordi hadske kræfter er kommet og gået, de opstår og genopstår, men de falder altid til. Der er altid nogle progressive kræfter i samfundet, som vil forsøge at modsvare dem og det sker hele tiden. Der er flere der vil Danmark noget godt, end der er mennesker der vil Danmark noget dårligt, “ siger hun.

“Jeg tror de fleste af os har de samme ambitioner, har de samme drømme. Vi vil jo alle sammen bare have det godt. Vi vil jo alle sammen leve sikkert og trygt, og have det godt med hinanden. Hvis vi bare kan blive enige om, at det er vores startsted, så skal vi bare arbejde os ud fra det - og så skal det nok gå godt.”

fredag den 2. juni 2017

Ismahan Ismail: "Sammenstød er ikke et stød, der vil påføre os skade"

Ismahan Ismail, født i 1996 i Esbjerg. Opvokset i en kernefamilie med mor, far og to halvsøskende. Hendes mor er født i Kenya, men tilbragte mange år i Somalia, hvor hun arbejdede for FN i somaliske flygtningelejre. Herefter flyttede hun til Danmark, hvor hun mødte Ismahans far, der, udover at være halv somalier, desuden er halv araber. I sin tid i Danmark arbejdede han som tolk og lærer for tosprogede elever. Ismahan har boet i 7 forskellige lande fordelt på 4 kontinenter, og bor nu i London, hvor hun studerer arkæologi og antropologi.

Jeg er født i Esbjerg, og heldigvis har Danmark har været god ved mig, og når hun har været ekskluderende har det ikke været forsætligt.

Under min barndom oplevede jeg uskyldige forestillinger om en Ismahan, der var en eksotisk, afrikansk “stammeprinsesse,” hvis hud var blevet spraymalet af Gud, mens hun stod på hænder, og havde hår der var krøllet og kruset på grund af et elektrisk chok, som følge af mine forældres oprindelseslande.

Det var først da mine forældre og jeg flyttede til udlandet, at jeg udviklede en opfattelse omkring min egen fremmedhed i Danmark. I Kenya og Somalia tilhørte jeg en tydelig majoritet, og England og USA havde historisk sorte befolkningsgrupper.

Danmark forekom mig herefter, som et land hvor min hudfarve skreg, at jeg ikke tilhørte, hvor min tosprogethed dikterede, at jeg skulle i sprog klasse. Pegende fingre der skreg, at vi var negere, eller stemmer, der hviskede, at vi skulle tage hjem. På trods af dette identificerede jeg mig som dansker under vores tid i udlandet.

Da vi vendte tilbage til Danmark, oplevede vi den voksende prominens af kultur og religion, som en faktor, der påvirkede verdens anliggender såvel som vores daglige liv. Min religiøse identitet tilføjede endnu en problematisk dimension, særligt fordi, jeg havde mistet mit danske, og derved forekom arketypen på utilpassede muslimske indvandrer. Herefter oplevede vi at blive tillagt særlige handlingsmønstre eller værdisæt, og at mit tøj skulle være påtvungen, min fremtid forudbestemt, og min mor offer for hustruvold.

Under 1.g blev jeg udvalgt af den Danske Nationalkomité for United World Colleges, til at gå på Atlantic College i Wales. Det var ikke planlagt, at jeg skulle forlade Danmark igen, men jeg åndede lettet op ved tanken om forlade et samfund, der i stigende grad påtog sig en racistisk og islamofobisk karakter.

UWC Atlantic College var en skole med 90 nationaliteter, hvis værdisæt var at international og interkulturel forståelse og fejring af mangfoldighed var essentiel for at opnå fred og en bæredygtig fremtid.
Det var i dette miljø, at det gik op for mig, at Danmarks tøvende accept af mig og mine frustrerende erfaringer med micro-aggressioner, endnu er farvet af Europas koloniale arv. Der har eksisteret i vores samfund og i et væld af discipliner en præcedens, at afrikanere var uintelligente og primitive af natur, hvorfor det har forekommet passende for flere lærere at antyde, at mine akademiske præstationer eller mine forældres dannelse stod i kontrast til vores afrikanske baggrund. Medierne har sandelig en rolle i fremmelsen af disse koloniale forestillinger, i deres skildring af afrikanere som elendige og depraverede, låst i evig spydkast og fattigdom.

Dertil har Europa haft et kompliceret forhold til muslimer. Min familie ærgrede sig over, at det nye Europa favoriserede en romantisk idealisering af nationale, kulturelle og religiøse forskelle. Politikere der hævdede, at verden var et grim, truende sted, og at kloge nationer burde bygge mure, at der skulle være en ubestridelig og uforanderlig forskel på du og jeg, på baggrund af vores gudsdyrkelse, at vores sameksistens utvivligt skulle føre til konflikt.

Jeg synes, at det er én stor løgn. Jeg har levet i sameksistens, i Asien, i Afrika, i Nord Amerika og i Europa, og sammenstød er ikke et stød, der vil påføre os skade, det er sødt, det er smagfuldt og det er en forlængelse af din tilstedeværelse som menneske.

Det eneste du og jeg skal være bekymret for er højre vendingen i Europa, normaliseringen af racisme, måden hvorpå vi kappes om, at komme med stødende udtalelser om minoriteter. Jeg frygter særligt de dehumaniserende tiltag og forslag som folkevalgte partier anbefaler, og den stigende bølge af had og vold der rammer Europa.

De negative kræfter i muslimske miljøer, vil også opleve udstødelse og henkastelse, når det danske og andre europæiske samfund henkaster højrekræfter.

Mit håb, med det arbejde jeg udfører, er at udtrykke, at det ikke længere er nødvendigt for Danmark at holde fast i sin gamle monokulturelle identitet, og at alle med minoritetsbaggrund kan blive en grundsten i det danske samfund, hvis blot alle følte sig omfavnet og elsket af Danmark, så meget som jeg.
Ismahan Ismail, 2016

Dette er første del i vores miniserie omkring Ismahan Ismail. Du kan læse anden del, nemlig et portrætinterview med Ismahan Ismail, i næste uge. Portrættet vil blive postet på Globale Stemmers blog og på vores Facebookside.