tirsdag den 30. august 2016

Iranske mænd bærer hijab i solidaritet med deres kvindelige landsfæller


Foto: @StealtyFreedom
I Danmark bliver en simpel ting, som at kunne lade vinden flyve igennem sit hår, ikke set som et privilegium. Men i Iran, hvor kvinder ved lovgivning er tvunget til at bære hijab, er opfattelsen en helt anden. Kvinderne i Iran er siden 1979 blevet påkrævet at dække deres hår til, når de befinder sig i det offentlige rum, såvel som ved private lejligheder. Selv når de sidder alene i en bil er det påkrævet, at de har dækket håret til. Mange iranske kvinder anser loven som en del af deres kultur, og bærer deres tørklæde med glæde, men et voksende antal af iranske kvinder føler sig undertrykte, nedgjorte og låst fast i disse regler, der forhindrer dem i at vise deres hår, nakke og hals. Nu er iranske mænd og kvinder begyndt at samle sig i bevægelser, for at skabe fokus på denne problemstilling og sammen arbejde for ligestilling mellem kønnene i Iran.

Lader sløret falde
En af disse bevægelser er Facebook-fænomenet “My Stealthy Freedom”, der i øjeblikket kan bryste sig af at have over 1 mio. likes verden over. Facebook siden, og den tilhørende hjemmeside mystealthyfreedom.net, er skabt af den iranske journalist og aktivist Masih Alinejad, der kæmper for ligestilling i Iran og for at give iranske kvinder retten til selv at bestemme hvorvidt de skal bære tørklæde. Dette har hun gjort ved bl.a. at opfordre iranske kvinder til at indsende billeder af dem selv, hvor de lader tørklædet falde og blotter deres hår for internettet. Siden fødslen af bevægelsen tilbage i maj 2014 har Alinejad formået at samle over 2000 billeder af modige iranske kvinder, der ønsker den tvungne tildækkelse af håret afskaffet. De kvinder der indsender billeder, som i øvrigt kan ses i alle aldre på siden, repræsenterer på hver deres måde kampen for at skabe ligestilling mellem kønnene i Iran. De ses på billederne poserende uden tørklæde ved vandet, foran smukke skylines, og med alt fra børn til veninder.

Mænd med hijab
Den nyeste bølge som er opstået på Facebook siden er hashtagget #MenInHijab, der viser iranske mænd, som i solidaritet med de iranske kvinder, ifører sig hijab og poster billederne af det på siden. Formålet med dette hashtag er at protestere mod den tvungne regulering af kvinders beklædning, og samtidig gøre regeringen opmærksom på at det ikke blot er kvinder der ønsker denne regel afskaffet. Til hvert billede medfølger en beskrivende tekst, der giver afsenderen et vindue til at forklare sin egen oplevelse med tvungen tildækkelse af håret. I disse beskrivelser finder man både vrede ord mod den iranske regering og det samfundet den har opbygget, men ikke mindst også håb for en bedre fremtid og visioner om et Iran, hvor kvinder og mænd kan gå klædt som de lyster. Nedenfor ses to af de nyeste opslag der er at finde på My Stealthy Freedoms Facebook-side.

Foto: @masih.alinejad (Instagram)
“Moder betyder stolthed, moder betyder hårdtarbejdende. Min mor er en kvinde der har arbejdet side om side med mænd - det kan hele hendes gård og de nordlige sletter vidne om. Sådan en værdig mor fortjener respekt fra os mænd. Sådan en mor er velorienteret og kan trygt tage beslutninger for sig selv.”



My Stealthy freedom billede 3.png
Foto: @StealthyFreedom

“Ude i det offentlige står vi sammen imod tvungen hijab. Jeg er for en kort tid klædt som min kone...den kvinde der gennem en livstid i Iran har været tvunget til at leve som en anden. Tvungen hijab tager dit sande jeg fra dig. Nej til tvungen hijab.”




Hashtagget, der over de sidste måneder er vokset stødt på både Facebook, Twitter og Instagram, har været med til at skabe yderligere fokus på lovgivningen omkring beklædning i Iran, og vil forhåbentligvis være med til at skabe større pres på den iranske regering.

FNs femte verdensmål er at opnå mere ligestilling mellem kønnene, og styrke kvinders og pigers rettigheder og muligheder. Dette indebærer bl.a. at vi skal stoppe alle former for diskrimination mod alle kvinder og piger overalt i verden. Ønsker du at læse mere om FNs verdensmål? Alle målene samt Danmarks prioriteter kan findes på Udenrigsministeriets hjemmeside under "Verdensmålene for bæredygtig udvikling".