Et solskinshåb i Grækenland

Forestil dig at skulle efterlade alt hvad du nogensinde har kendt til. Forestil dig kun at have én måde hvorpå du kan kontakte din familie, overføre penge og finde informationer. Lige pludselig bliver det som bare var en mobiltelefon til en livline.

Pålidelig og sikker adgang til elektricitet til opladning af mobiltelefon er ekstremt begrænset i flygtningelejre; på samme måde som uddannelses- og underholdningsmuligheder også er begrænset. Elpis har udviklet et bæredygtigt svar på disse mangler og det har allerede gjort en stor forskel for flere tusind menneskers liv på ni forskellige lokationer på tværs af Grækenland.

Elpis (græsk for håb) er et projekt startet af elever på Edinburgh Universitet i Skotland. Vores mission er at levere en bæredygtig, soldrevet platform (“Solar Hub”), hvor flygtninge kan oplade deres telefoner og få adgang til et offline digitalt bibliotek, forbinde dem med de mennesker som de har kær samt styrke dem igennem pålidelig adgang til information og undervisningsmaterialer. Vi er også med til at ændre opfattelsen af solenergi i lejrene; en leder i en af lejrene har sågar bedt os om hjælp til at få hele lejren til at køre på solenergi!

Vores Solar Hub kører på nok solenergi til at kunne oplade 12 mobiltelefoner i timen, i 10 timer om dagen. Den indeholder også en offline informationsplatform hostet på en Raspberry Pi computer som indeholder undervisningsmaterialer, juridisk information og oversættelses apps. Brugere er i stand til at få trådløs adgang til disse informationer, og informationerne findes på arabisk, farsi og engelsk. Alt dette sker helt separat fra elnettet; gennem let tilgængelig vedvarende energi for at skabe en bæredygtig løsning. Dette reducerer en del spænding mellem lokalsamfundet og sikrer, at vores ressourcer vil forblive tilgængelige uanset hvad.

Vi har inkluderet en række feedback-mekanismer, så brugerne kan medvirke i bestemmelsen af hvilke materialer de ønsker at have adgang til, hvilke andre sprog der bør medtages, og hvilke andre funktioner der ønskes. Vores unikke evne til aktivt at kunne reagere på beboernes skiftende behov sikrer, at vi hjælpe brugerne på den mest effektive og hjælpsomme måde.

Det er meget nemt, - og alt for almindeligt - at reducere flygtningekrisen ned til tal og statistikker. I sin kerne, handler vores projekt om de mennesker som bor i disse lejre og deres rejse. Der er strålende, veluddannede, dygtige mennesker med ambitioner, håb og frustrationer som er fanget i en meget begrænsende og dehumaniserende situation. Med potentiale til at undervise i iværksætter evner og CV bygning, samt samarbejde med online universitetsuddannelser, håber vi, at vores arbejde kan belyse veje og muligheder for, at flygtningene kan beholde deres følelse af selvværd i selv disse alvorlige situationer.

På kun et år har vi deltaget i Clinton Global Initiative University i Californien, modtaget PremaGyan Good100 prisen på GoodFestival i Lausanne, Schweiz samt blevet præsenteret på Reuters, Mashable, Business Insider, Huffington Post og andre.

Vi fortsætter med at vokse, og søger at samarbejde med førende organisationer og udforske nye måder hvorpå vi kan øge vores indflydelse. Vi håber at udvide vores tjenester, og ideelt set vil vi gerne kunne levere satellitdækning gennem vores enhed, samt udvide vores rækkevidde længere end til flygtningelejre i blot Grækenland.

Hvis du er interesseret i at komme i kontakt eller samarbejde med os, så kan du sende en mail til contact.projectelpis@gmail.com, tjek vores hjemmeside elpismeanshope.com ud, eller find og følg os på Facebook, Twitter og Instagram.

Vi oplever et afgørende øjeblik i historien, men samtidigt virker det bekendt; det er altid på mørkeste steder at vi finder de største eksempler på menneskelig styrke, medfølelse og modstandsdygtighed. Vi er blot stolte af at kunne arbejde på at finde en lille løsning på et af de mange facetter i denne utroligt komplekse krise.

- Sarah Waldman



Sarah Waldman er født og opvokset i Massachussets, USA og på nuværende tidspunkt læser hun en kandidat i Internationale Relationer på Edinburgh Universitet i Skotland. Hun er blandt andet meget passioneret omkring social retfærdighed, menneskerettigheder og kvinderettigheder. Men uanset om der diskuteres politik eller madlavningstips,eller teknologiens og energiens indflydelse på hverdagen, så er Sarah altid klar til en snak. Kom i kontakt med hende gennem LinkedIn eller Facebook.

En verden til forskel.

Min gymnasieklasse her poserende sammen med stairway-drengene

Vi har alle sammen prøvet at åbne døren for indsamlere. Håbefulde, kommer de og ødelægger aftenhyggen med en raslebøtte og en venlig bøn om at støtte dem uden muligheder, de mindrebemidlede. Mange af os har sikkert også prøvet at sige nej tak eller gemme os i stuen, hvis vi har spottet dem ovre ved naboen. "Jamen alle de andre giver jo også lidt, hvorfor skulle jeg så?" eller "De får så mange penge på alle mulige andre måder, hvorfor skal jeg spilde mine penge på det?" er noget, man som indsamler oplever meget, når folk ellers tager sig sammen til at få døren lukket op. Jeg ved det, jeg har været en af dem, og jeg forstår det faktisk også godt. Jeg har de sidste 3 år indsamlet til Stairway foundation i Filippinerne i forbindelse med min gymnasietid, og alle 3 år har indsamlingen og formålet med samme virket utroligt uhåndgribeligt. Hvad er det egentligt vi støtter, og hvorfor skulle vi overhovedet? Nogen ville nok mene at det var egocentrisk, men jeg går til bekendelse; det er ikke altid lige let at sætte sig ind i de forhold man samler ind til, og så bliver det lidt mindre attraktivt at støtte en sag. Men jeg kan love jer, det ændrer sig når man opdager, hvad pengene egentligt går til. 

Mig selv og nogle af de gadebørn vi mødte på en guidet street-
walk i Manilas gader, efter vores besøg på Mindoro.

I starten af februar drog jeg og 27 af mine kære klasse-kammerater fra 3.g afsted på en rejse, der viser sig, at være en oplevelse jeg sent glemmer. Først 3 timers flyvetur til Istanbul og sidenhen 11 timer til Manila, var den længste rejse jeg nogen-sinde har været på, både afstandsmæssigt men også velfærds- og samfundsmæssigt var der en enorm forskel, som vi snart skulle opdage. Børn der lå og sov på papkasser på fortovene, affald der næsten dækkede hver kvadratcentimeter af gaden og ikke mindst en lugt af lummer råd og os der ramte os i det sekund, vi trådte ud i den slående 30 graders varme foran vores hotel, alt sammen på grund af den ekstreme fattigdom, der findes i landet. Dagen efter ankomsten til Manila rejste vi sydpå til Mindoro, hvor stairway foundation har til huse, og vi oplevede det uhåndgribelige; vi oplevede hvad det var vi havde støttet samtlige 3 år af vores gymnasietid; et lille paradis på jorden.

Koblingen mellem dette og gadebørnene kan være svær at se, men den er i virkeligheden tydelig for den, der kender til Stairways arbejde. Hvert år optager Stairway en håndfuld gadedrenge på et form for rehabiliterings- og skoleprogram, hvor drengene modtager undervisning, støtte og omsorg. Disse "de udvalgte" drenge kommer fra nogle af de kummerlige forhold, som vi bevidende aftnen forinden i Manila; nogen kom fra værre. De delte åbenhjertigt deres skræmmende og hjertebristende historier med os, og tilbage stod vi, 28 unge danskere med ondt i hjertet, mens vi forsøgte at holde vores knudrede tunger lige i munden. Det var ikke til at bære. Vi kom til at kende drengene, og aldrig har jeg mødt en så slående optimisme og energisk gåpåmod, som jeg mødte i drengene. De havde panden rejst og smil i hele smasken, næsten uanset hvad der skete, på trods af deres ødelæggende baggrund. De var også kloge og utroligt sportslige. Drengene fra min klasse måtte se sig gennembanket i basket af stairwaydrengene, som knap havde fået pusten op efter cirka halvanden times intenst basket-opgør. De var i sandhed fantastiske, og meget af det var uden tvivl takket være Stairways imponerende arbejde med drengene. 

På besøg på skolen på Baclayan-bjerget

Udover at providere drengene med viden, mad, omsorg og fantastiske faciliteter, har de som NGO organisation også flere projekter kørende, hvoraf vi besøgte nogle. De har et "feedingprogramme" på en lokal skole på Baclayanbjerget, hvor de stiller med råvarer til madlavning 2 gange om dagen mod skole-deltagelse, hvilket er et program der har haft umådelig succes. Lasse, som er leder af Stairway foundation, fortæller om, hvordan der er sket et utroligt boom i deltagelse til undervisningen, og de ser flere af de lokale der får øjnene op for denne mulighed, da de under andre omstændigheder, ikke nødvendigvis har råd til mad. Dette er også en faktor der holder børnene hjemme fra skolen, og det er noget, stairway ønsker at bekæmpe. Uden tvivl et imponerende stykke arbejde de gør, hvor hver en doneret krone gør en verden til forskel for både drengene på stairway, men også for børnene og deres familier i Baclayan.

Jeg kunne uden kvaler fortsætte i timevis om, hvor fantastisk et stykke arbejde Stairway foundation,  styret afLasse og hans kone Monica, gør, og jeg kunne prædike videre om hvor stort et indtryk gadebørnene har gjort på mig, men hvilken forskel ville det gøre? 

Mine prædikener vil ikke ændre noget. Handling vil. Handling som den, Lasse og hans søde kone Monica har gjort. Det er folk som dem der kommer til at blive altafgørende for, at FN's nye verdensmål nåes. Det er ildsjæle som dem der gør den virkelige forskel. Det er dem der har dedikeret deres liv til at gøre en forskel, og alle os sofavelgørere herhjemme i Danmark kan ikke måle os, med disse helhjertede velgørere, men vi kan altid gøre den lille forskel, og sende lidt penge til fordel for andre. Det vil jeg ihvertfald gøre, så vi kan komme tættere på at nå de 17 verdensmål!

Læs mere og lær hvordan du kan støtte stairways arbejde på deres hjemmeside:

http://www.stairway.dk/

"She was jumping of happiness" - working in a refugee camp by Catarina Cerqueira

Happiness, joy & tragedy

Sometimes, it's the small things that make you the most happy. Just ask Catarina. 

In the summer of 16', Portugese Catarina Cerqueira volunteered in the ELEONAS refugee camp in Athens, Greece. Here, she worked as a volunteer for the Elea Project, which helps improving the living conditions for the refugees and migrants living in the ELEONAS refugee camp. For two weeks, Catarina worked togehter with other international volunteers in order to create worthy conditions for the people living in the camp. 
I spoke to Catarina about her experience and what she thinks of the whole refugee situation: 

First and foremost, please introduce yourself: 

My name is Catarina and I’m from Portugal. I’m a twenty-year-old student of Political Science and International Relations. 

1   How & when did get the idea of volunteering in a refugee camp?

The idea of volunteering in a refugee camp came when I started hearing about the growing influx of refugees crossing the Mediterranean, around September 2014, when big disasters happening at the sea started appearing in the news.

Since childhood, I have always thought to myself how unfair it is that the place where we are born determines the course of our life, so I’ve always been very touched and sympathetic with the refugee’s situation.

In July 2016 me and a friend that had the same feelings about this situation, decided that we couldn’t wait any longer, we really needed to do something. After 3 weeks we were flying to Athens. 

What was your experience working with refugees?

I worked for 2 weeks in the Eleonas Refugee Camp with a project named Project Elea, organized and run only by volunteers. In this governmental camp (one of the first in Greece) there were living around 2500 people.  Their basic needs in terms of security, housing, food and medical attention are provided by the Greek authorities and NGOs, but there’s other important needs that the volunteers cover such as food distribution, clothing distribution, infrastructure improvements, sport activities, skill-sharing workshops, playground & activities for children, among other things.

I tried to be involved in a bit of everything, especially in the food and clothing distribution. And of course the most pleasant thing to do was spending some time playing with these amazing children that don’t have much and still give you the biggest smiles in the world.

The article continues below the pictures

Is there one experience from your work that really stands out?

There were many moments in the refugee camp that marked me for life. Many sad stories but most of all many smiles. One of the best experiences I had was when I worked in the clothing distribution. In August it was around 40ºc in Athens and a woman was asking me for some trousers. 

Because of the language barrier and the fact that the clothes people sent to the camps are not really appropriate for its conditions (it’s mostly what people don’t want anymore and not what the refugees need), it was being a really difficult task. After showing her around 20 pairs I finally found some red, light, fresh, and comfortable trousers. She was jumping of happiness and had the biggest smile on her face.

After working with these people, how do you respond to the wave of negative rhetoric towards refugees?

As an activist for Amnesty International I was already campaigning for refugee’s rights before having this experience by participating in protests, talking about it in schools, etc. etc. I think that after this experience what changed was that now I have real facts that I can use against this negative rhetoric. At the same time I feel much more frustrated now when I hear really negative and mean commentaries about refugees.

Why do you think refugees has become such a sensitive and polarizing topic?

I think Europe is going through a bad moment and in bad moments people always need someone to blame. Also, the fear that people have is mainly caused by the way media present the situation which is something that instead of promoting a comprehensive understanding of the situation only generates fear, by focusing on negative (and often false) particular cases instead of showing the true situation:  entire families, like ours, fleeing in search of a place where they can survive and provide their children a better future. 

On the other hand, the people who are aware of the situation are very active and committed in helping this people.

1    Are we, in your view, doing enough to solve the refugee crisis?
I don’t think we are. We are not even fulfilling our international duties. Plus, we are violating them as the agreement with Turkey showed.

1   What can we as individual, European citizens do in order to help solve this?

First of all we need to make sure people have a real understanding of what’s going on. Going to schools, organizing debates, pressure media to do a better job. 

Then everybody can try to provide help: donations to organizations on the ground, volunteering, etc. And we definitely need to pressure our governments to fulfill their responsibilities. We need to think of countries like Lebanon or Jordanian that, with far less resources, are receiving much more refugees than the European countries.

This is Catarina Cerquiera. Since volunteers were not allowed to take pictures from inside the camp, the pictures of this article have been selected from Project Elea's Facebook-page: https://www.facebook.com/projectelea.volunteers/?fref=ts

The refugee crisis is relevant for a number of the #GlobalGoals, ranging from #1 - Ending poverty to #16 - Peace, justice and strong instiutions. Refugees are rarely enjoying proper nutrition, housing etc., which is a problem we need to act on in order to fulfill our Global Goals for 2030. In this regard, Catarina is leading by example. 

Many thanks to Catarina Cerquiera for sharing her views and experiences. You can learn much more about Project Elea right here: 

https://www.facebook.com/projectelea.volunteers/?fref=ts