Når krigen kommer - en personlig beretning af Azad Mustafa

Nu vil jeg fortælle dig min historie. Hvordan jeg kom ud af Syrien og hvordan jeg kom til Danmark, og hvad der skete for mig i Syrien og på vej til Danmark. Jeg hedder Azad og jeg boede i Aleppo i Syrien, hvor jeg arbejdede i en butik. Jeg flygtede den 18. marts 2011, og kunne se det (krigen) på TV. Jeg hørte det fra folk, der havde demonstreret imod regimet i 2-3 måneder. To børn døde i den måned krigen startede. Den første var Hamza Alkhatib og den anden var Tamen. De børn var de første til at dø i krigen. Hamza var på vej hjem fra arbejde, og der var krig. Politiet angreb folket, og tilbageholdt Hamza. Hamza ønskede at blive politimand, men efter de (politiet) havde dræbt så mange mennesker, ville han ikke være politimand mere: ”Politiet dræber mennesker og jeg ønsker ikke at være som dem. Jeg ved ikke, hvad jeg vil, men politiet dræber og torturerer mennesker. 

Demonstrationerne i Aleppo startede d. 19. juli 2012. Jeg boede der et år efter de begyndte. Derefter flygtede jeg. I starten kunne jeg ikke sove om natten, fordi jeg og min familie hørte mange bomber, og jeg arbejdede også om natten. Da jeg var færdig med mit arbejde i butikken om morgenen, kom jeg ud og lugtede blod og lyden af kugler, som kom fra gaden. Jeg var meget bange. Det var en skræmmende ting efter alt det jeg havde oplevet. Året var svært for mig. Efter det flyttede jeg med familien på landet og jeg hjalp min far i landbruget. Det var dejligt, og jeg arbejdede for firmaet La Farage. Det var kun én måned. Da jeg krydsede den tyrkiske grænse, var det første gang jeg gik ud af mit land. Det var en vanskelig tid for mig. Det var den første gang jeg bevægede væk fra min familie. Da jeg kom til den tyrkiske grænse gik jeg ud for at søge arbejde. Efter lang tids søgen fandt jeg et job. 

Det var i landbruget, og jeg arbejdede fra morgen til aften, og det var hårdt. Det var 12 timer hver dag, og efter 3 måneder sluttede mit arbejde. Jeg gik ud for at finde et nyt job, og gik til en ny by. Jeg (fandt arbejde) og arbejdede i en bygning, og det var et godt arbejde. Efter 4 måneder kontaktede jeg min familie for at spørge om deres situation. De sagde til mig, at der var kommet terrorister til landsbyen, og at mine forældre og min familie var på flugt til den tyrkiske grænse. De sagde til mig: ”Azad, gør noget for os”. Jeg var nervøs, og tænkte over, hvad jeg skulle gøre.

Efter mange dage med at tænke, vidste jeg ikke, hvad der skulle ske med min familie, og jeg gik til grænsen for at vente på min familie. Jeg så tusindvis af mennesker, og de vidste ikke, hvor de skulle gå hen. Jeg så på ansigterne, og jeg græd. Jeg græd for dem. På samme tidspunkt, nogle timer senere, mødtes jeg med min familie. Det var en smuk ting, men også vanskeligt. Efter otte måneder ved Melsin (grænseby), ringede min far til mig og sagde ”du ønsker at tage til Europa”. Jeg sagde ja, men hvordan? Han sagde ”over havet”. Han ville have mig til at tage til min bror i Danmark. Efter fem dage gik jeg ud til Izmir. Da jeg ankom til bredden af Grækenland, var jeg meget glad for at have bestået (overvundet) døden. Efter to dage gik jeg ud af Grækenland, og gik til Serbien. Jeg opholdt mig i Serbien i 2 eller 3 dage, og gik (herefter) til Tyskland. Da jeg ankom her, var jeg meget glad, og jeg har et stort håb, der blevet til noget her. Det er min historie. Men der er mange ting, som aldrig vil blive fortalt. 

Azad er 18 år gammel, og har boet I Danmark i 1 år. Til daglig går han på sprogskole i Vejle, hvor han også bor. I fritiden står den bl.a. på fodbold og sociale aktiviteter, mens han hver tirsdag går i drengeklub med Ungdommens Røde Kors, hvor han er frivillig. 

Racisme & FN-mentaliteten . en opinion/ Eman Ahmad

 

Jeg bliver ofte spurgt, om jeg har været udsat for racisme, og tit ved jeg ikke rigtig hvad jeg skal svare, for ofte vil jeg gerne give et svar som er positivt, et svar jeg ved vil tilfredsstille den ”danske” person der spørg (”dansk” fordi en der ikke ser dansk ud, ofte ikke behøver at spørger, da de kender svaret), og inderst inde ønsker jeg at kunne give svaret ”Nej, jeg har aldrig været udsat for det. ” Men det er løgn, for jeg har været udsat for det.

 To hændelser er altid de samme, jeg tænker på. Den ene er den gang jeg sad bagerst i klassen i 4.klasse. Jeg kan ikke huske i hvilket fag, eller i hvilken kontekst det var. Men den var ikke positiv. Samtidig er jeg sikker på at ingen af mine daværende klassekammerater vil kunne huske de ord min lærer sagde; Ord der efterlod mig så vred og ord der efterlod mig så lille.  Men jeg kan klart huske det ansigt min lærer skar da hun talte om det at være muslim; det at have tørklæde på: ”… mohammadanere, det er vel det de er...” Og om tørklædet lød det, at man lukkede hjernen til så man ingen indlæring fik. I 4. klasse var jeg en meget stille pige, jeg sagde og gjorde ikke meget og derfor forblev jeg også stille da min lærer sagde som hun gjorde. Mange ville og stadig vil benægte at hun sagde det og som mange sikkert vil blive vrede over når jeg siger at hun sagde det. Realiteten er bare den, at det blev sagt, og at man hverken sagde hende imod eller gjorde noget ved det.

Den anden, er dagen jeg begyndte svare ”Danmark”, hver gang nogen spurgte mig hvor jeg kom fra. Jeg svarede ikke Danmark fordi jeg er dansk; for jeg ved godt at jeg er dansk. Nej, jeg svarede Danmark fordi jeg ville have at jeg skulle behandles som værende dansk. Jeg svarede Danmark fordi jeg så mig selv værende mere ressourcestærk når jeg svarede ”Danmark” end med svaret ”irakisk turkmener”. Jeg svarede Danmark fordi jeg troede, at jo mere jeg sagde det, jo mere ville jeg være det når andre så på mig.

Vi har et problem. Ikke kun mig, eller dig, heller ikke kun USA. Danmark har et problem. Danmark har et racisme problem. Vi har et problem når vi siger at vi ikke ser race. Men at når vi hører ”Breaking News” om et skyderi, er der individer i Danmark der vædder om det ”nok ikke var en anden etnisk indvandre dreng, der sikkert også er muslim”. At vi siger ”jeg ser ikke race, eller religion” men at det stadig kommer bag på os når vi ser en med tørklæde der er ingeniør eller direktør; at vi tror at en sikh turban er en ”terrorist turban” (”Terrorist turbanen” værende det slang udtrykt jeg hørte fra nogle 6. klasses elever). At vi giver applaus og at det kommer bag på os, at en med flygtninge baggrund kan have en høj uddannelse og betaler skat. At der er individer i vores samfund der siger og mener, at det er helt okay at have mistro til en af ”ikke vestlig herkomst” når det kommer til jobsamtalen. 

Men at tallene fra 2015 viser, at mænd dømt med dansk oprindelse, er hele 81% af alle dømte i Danmark. Vi har et problem når minoriteter føler sig truet og bange. Vi har et problem når vi har personer i minoritetsgrupperne der foretrækker at sige de er danske; ikke fordi de ikke er danske, for det er de. Men de er danske fordi de ikke bliver set som værende danske og fordi vi har et heiraki i Danmark der lyder, ”danskerne øverst, vestlige invaderer som nummer 2, ikke vestlige indvandre som nummer 3, muslimske indvandre i bunden” og ingen vil ligge i bunden.

Vi har et normaliseret strukturelt racisme problem i det sociale samfund i Danmark. Og med et normaliseret strukturelt racisme mener jeg både strukturel indirekte men også direkte racisme; en struktur der er racistisk i form af at man kan blive afvist ved diskoteksdøren hvis det findes passeligt, evt. hvis du er mørk og hedder noget ”anderledes”;så kan du udgøre en trussel og derfor bliver du nægtet adgang. OG strukturelt indirekte racisme ved, at vi opstiller absurde regler der gælder for alle, men virker mindre fordelagtige for specielle grupper og ender med at ekskluderer disse grupper, på trods af at der er love og paragraffer der forbyder racisme. Derudover er strukturel racisme (per den definition jeg arbejder med) også racisme der er inkorporeret og normaliseret i vores samfund hvilket gør, at vi ikke ser den; Som gør det muligt, at kunne opstille disse race hierarkier som nævnt foroven og som gør racismen til et usynligt og abstract problem. Derfor har vi et racisme problem når vi siger, at vi ikke har et.

Vi har et problem når den normaliserede strukturelle racisme medfører, at dele af befolkningen kan retfærdiggøre helt absurde argumenter som, ”Alle muslimer skal sendes hjem” med ”Jeg er ikke racist”, ”Jeg er ikke fordomsfuld”, ”Jeg ser ikke farven din hud har”, ”Jeg er ligeglad med hvilken religion du har”, ”Religionen er ikke mit problem”, som er selvmodsigende men bruges fordi vi ikke længere forbinder racisme med racistiske udsagn.

UNESCO-mentaliteten

Samtidig har vi et problem i Danmark og i ”vesten”, som jeg vælger at kalde en FN og UNESCO mentalitet. En mentalitet der byder på, at vi ser os selv værende de ”demokratiske” og ophævede når det kommer til spørgsmål der lyder, ”Vesten” contra ”Ikke Vesten”.  Et ”vesten” der bygger på en tendens til, at der menes om FN’s verdensmål, hvad der svarer til en verden der dybest set består af ulande der skal udvikles og ”befries” fra deres primitive tankegang, ved hjælp af indblanding og indflydelse fra ”vestens”; Et ”vesten” og et Danmark der ingen nytte ser i FN’s 17 verdensmål fordi ”Vi er jo et af de førende lande når det kommer til lighed, miljøvenlighed og kvalitetsundervisning”.  Et ”vesten” der ligger låg på debatten om racisme og vælger at pakke den ind i dyrt gavepapir og vilkårligt gør debatten om racisme til et tabubelagt emne som vi ikke gider tale om, som var den sorte tid i danmarkshistorien hvor Danmark fjernede grønlandske børn fra deres hjem. Et emne der nu er så tabubelagt, at ingen taler om det; at vi lader som om vi har national amnesi når vi kommer til snakken omkring de grønlandske børn.

Had/kærlighed

Derfor hader jeg FN’s 17 verdensmål. Men på samme tidspunkt elsker jeg dem. Jeg elsker at de stiller kravene for kvalitetsuddannelse. At vi skal have et større fokus og sikre liv på både land og under vand; at vi skal skabe partnerskaber og meget mere. Men jeg hader dem også, og jeg hader den pålagte FN og UNESCO mentalitet i Danmark om, at vi lever i et vestligt verdenssamfund hvor alt er bedre end andre steder. Jeg (som så mange andre) ved godt, at når FN lancerer de 17 verdensmål, så er det 17 mål der er ment for alle lande; om man så lever i den første, anden eller tredje verden.  Men der er også mange der ikke gør. Så, undskyld FN, men jeg ser ingen nytte i den tid der bliver brugt i de 17 verdensmål og delmål, når der ikke kan være et mål der decideret siger og kæmper imod racismen. Jeg har brug for et verdensmål der som overskrift og uden delmål siger at vi vil mindske racismen. Danmark har brug for det. USA har brug for det. FN har brug for det. Alle har brug for det. Verden har brug for det. Verden har brug for at vi erkender at vi har et problem der lyder, vi har i årtier kæmpet mod racisme og kampen er ikke forbi. Debatten er ikke forbi og vi nægter at accepterer det tabu der er lagt over racisme debatten; at vi nægter at gemme racismen væk under over overskrifter med positive konnotationer som verdensmål nummer 17, ”Fred og Retfærdighed”. Vi er nød til at se debatten om racisme som værende en debat om racisme som hører hjemme i alle sociale grupper. Så grib bolden; tag ud i verden og egne sociale grupper, og debattér emnet racisme og hvordan vi taler om racisme. Lad være med at pakke den ind i akademiske termer; for som en klog person på et tidspunkt skrev, I USA bliver du kaldt og klassificeret som sort, om du så er afrikaner eller afroamerikaner. Så glem det med at være politisk korrekt for det gør ikke andet end at pakke debatten ind og tal, om man så er uenig med mig eller ej, bare tal.

Kys, knus og kram, jeres helt egne danske, dog ikke så danske medborger.

Eman Ahmad går til daglig i 3.G på Ørestad Gymnasium, og aktiv i samfundsdebatten om alt fra integration til uddannelsesbesparelser. 

   

Globalt samarbejde kræver global anerkendelse /Sarah Anderson

Generaliseringer og fordomme, mangel på samarbejde og aktiv handling, fælles intentioner om en bedre verden, løber ud i sandet og vi lægger ikke engang mærke til det!

Samarbejde og partnerskab er lige nu et meget populært emne på den globale scene, både litterært og verbalt. Forskellen mellem et skandinavisk og et internationalt samarbejde er diversiteten i kultur, sprog og værdisæt. Selvom forskellene virker store og civilisationsbegrebet her for alvor kommer til sin ret, formår FN alligevel at få ledere verden over til at erklære sig enige i en fremtidig global strategi. Dette er et kæmpe spring i den rigtige retning. Det, der mangler nu, er at realisere en sådan plan. Det er her, partnerskabet for alvor bliver sat prøve, her hvor landende nu skal skue ud over egne grænser og overveje, hvordan deres enkelte ændringer påvirker det politiske økosystem. Men hvordan er dette muligt, hvis vi ikke kan relatere til hinanden civilisationerne imellem?

Det er her, de kulturelle forskelle bør ses som en fordel i stedet for en ulempe. Når mennesker med forskellige baggrunde mødes, vil deres horisont udvides, og ved at have forskellige tilgange til bestemte problemstillinger vil langt flere aspekter bliver overvejet i forsøget på at finde en løsning.

Nordisk Råd har slogannet ”sammen er vi stærkere”. Rådet er sammensat af ministre fra Norden og har til formål at sikre en progressiv udvikling i Skandinavien ift. den politiske dagsorden. Dette er et glimrende eksempel på, hvordan samarbejde kan sikre, at majoriteten bliver tilgodeset og derved udnytte demokratiets klart største asset. Der er mange faktorer, der ligger til grund for initiativets succes, og der findes mange argumenter for, hvorfor denne model bør implementeres globalt.

Det virker oplagt, at vi i Skandinavien har et tættere samarbejde end i Vesteuropa og Sydøstasien. Både fordi de kulturelle forskelle er massivt mindre men bestemt også grundet den geografiske afstand. Nationer har en intuitiv tilgang til deres nabolande, fordi de har så meget tilfælles og derfor ikke mangler oplysning om deres naboer. Dette gør det væsentligt nemmere at identificere sig med hinanden.

Mennesker danner sig automatisk billeder af stereotyper. Vi har brug for at putte folk i kasser for at klassificere og vurdere dem. Dette gøres, selv om folk ingen anelse har om, hvad der er realiteterne. Det er sådan, fordomme skabes. Selvom man verden over er ligesindede omkring, hvilken retning man gerne vil i, betyder det ikke, at man anerkender hinanden som ligemænd.
En stor del af problemstillingen omkring internationalt samarbejde er derfor rodfæstet i manglen på oplysning. Det er lige netop derfor, at en ændring i de enkelte nationers kulturelle individualiteter ikke vil løse problemstillingen, for det er jo irrelevant, at vi er forskellige, når majoriteten ikke er oplyste om, hvordan vi er forskellige og hvorfor vi er forskellige.

Et glimrende eksempel er forholdet til religionsfrihed i vesten, hvor vi i øjeblikket har en massiv tilvækst af individer, der dyrker en anden religion end der i deres land er tradition for. Dette påvirker folk, fordi det er en anderledes tilgang, som ikke er tro mod det, de etniske borgere føler, de kan identificere sig med. Derfor dannes der generaliseringer om denne afvigelse fra normen, da det er en absolut menneskelig association at definere mennesker, der har en så markant ting tilfældes, som markant anderledes. Og fordi anderledes som udgangspunkt er forstyrrende og udfordrende, vil man ikke forholde sig til, hvad det egentlig er, der afviger fra normen. 

Ignorance - en stopklods

Det er intet mindre end ignorant, som nation ikke at forholde sig til problemstillinger som eks. immigration og klima, som vi efterhånden har erkendt kun kan løses globalt. Ikke mindst fordi, at globaliseringen kontinuerligt maximeres. Det handler om at forholde sig positivt til globaliseringen og udnytte de fordele, den medfører. Det, at forskellige kulturer blandes på få kvadratmeter land, gør det muligt at interagere og drage nye erfaringer, og det er derfor en perfekt mulighed til at få fordomme afkræftet.
Men alligevel deles boligblokke op, alligevel diskuteres børns indtag af svinekød i børnehaver i stedet for det religiøse belæg, alligevel fokuserer vi på forskellene i stedet for at fokusere på, hvad der ligger til grund for disse.

Det er som om, den globale, kulturelle scene er blevet omdannet til en massiv stillekupé, hvor alle har nok i sig selv, og hvor kommunikation ikke bare ligger uden for normen, men er decideret ilde set. Vi er nødt til at lære hinanden at kende for at kunne tage hensyn, og vi er nød til at tage hensyn, hvis et samarbejde skal fungere.

For at fælles intentioner kan omdannes til fælles handling, kan handlemønstre, der synes obskure, ikke længere bare generaliseres som værende, ja, hvis det skal sige politisk korrekt ,’en alternativ tilgang’. Fordi de associationer, som ligger til grund for fordomme og generaliseringer er så intuitive, er løsningen også nødt til at automatiseres ved at sætte mere fokus på ”verden udenfor”. Dette gør sig gældende for medierne, men også på uddannelsesinstitutioner vil der ende ud med at være en generel norm om at være oplyst på disse områder. Det handler ikke kun om at lovgive og diktere, det handler om at give folk muligheden for at orientere sig og lade dem vokse med opgaven.  

Oplysningstiden skal have sin renæssance og derved endnu engang udvide vores horisonter og forståelse.

Det globale samarbejde kræver ikke kun parlamentarisk flertal. Globalt samarbejde kræver global anerkendelse nationer, kulturer og civilisationer imellem.

Sarah Anderson er 16 år gammel, og går til daglig på Vejle Tekniske Gymnasium. Derudover er hun regelmæssig leverandør af debatindspark i bl.a. Information, hvor hun skriver kronikker om alt fra det at rejse til kønsdebatten.