En verden til forskel.

Min gymnasieklasse her poserende sammen med stairway-drengene

Vi har alle sammen prøvet at åbne døren for indsamlere. Håbefulde, kommer de og ødelægger aftenhyggen med en raslebøtte og en venlig bøn om at støtte dem uden muligheder, de mindrebemidlede. Mange af os har sikkert også prøvet at sige nej tak eller gemme os i stuen, hvis vi har spottet dem ovre ved naboen. "Jamen alle de andre giver jo også lidt, hvorfor skulle jeg så?" eller "De får så mange penge på alle mulige andre måder, hvorfor skal jeg spilde mine penge på det?" er noget, man som indsamler oplever meget, når folk ellers tager sig sammen til at få døren lukket op. Jeg ved det, jeg har været en af dem, og jeg forstår det faktisk også godt. Jeg har de sidste 3 år indsamlet til Stairway foundation i Filippinerne i forbindelse med min gymnasietid, og alle 3 år har indsamlingen og formålet med samme virket utroligt uhåndgribeligt. Hvad er det egentligt vi støtter, og hvorfor skulle vi overhovedet? Nogen ville nok mene at det var egocentrisk, men jeg går til bekendelse; det er ikke altid lige let at sætte sig ind i de forhold man samler ind til, og så bliver det lidt mindre attraktivt at støtte en sag. Men jeg kan love jer, det ændrer sig når man opdager, hvad pengene egentligt går til. 

Mig selv og nogle af de gadebørn vi mødte på en guidet street-
walk i Manilas gader, efter vores besøg på Mindoro.

I starten af februar drog jeg og 27 af mine kære klasse-kammerater fra 3.g afsted på en rejse, der viser sig, at være en oplevelse jeg sent glemmer. Først 3 timers flyvetur til Istanbul og sidenhen 11 timer til Manila, var den længste rejse jeg nogen-sinde har været på, både afstandsmæssigt men også velfærds- og samfundsmæssigt var der en enorm forskel, som vi snart skulle opdage. Børn der lå og sov på papkasser på fortovene, affald der næsten dækkede hver kvadratcentimeter af gaden og ikke mindst en lugt af lummer råd og os der ramte os i det sekund, vi trådte ud i den slående 30 graders varme foran vores hotel, alt sammen på grund af den ekstreme fattigdom, der findes i landet. Dagen efter ankomsten til Manila rejste vi sydpå til Mindoro, hvor stairway foundation har til huse, og vi oplevede det uhåndgribelige; vi oplevede hvad det var vi havde støttet samtlige 3 år af vores gymnasietid; et lille paradis på jorden.

Koblingen mellem dette og gadebørnene kan være svær at se, men den er i virkeligheden tydelig for den, der kender til Stairways arbejde. Hvert år optager Stairway en håndfuld gadedrenge på et form for rehabiliterings- og skoleprogram, hvor drengene modtager undervisning, støtte og omsorg. Disse "de udvalgte" drenge kommer fra nogle af de kummerlige forhold, som vi bevidende aftnen forinden i Manila; nogen kom fra værre. De delte åbenhjertigt deres skræmmende og hjertebristende historier med os, og tilbage stod vi, 28 unge danskere med ondt i hjertet, mens vi forsøgte at holde vores knudrede tunger lige i munden. Det var ikke til at bære. Vi kom til at kende drengene, og aldrig har jeg mødt en så slående optimisme og energisk gåpåmod, som jeg mødte i drengene. De havde panden rejst og smil i hele smasken, næsten uanset hvad der skete, på trods af deres ødelæggende baggrund. De var også kloge og utroligt sportslige. Drengene fra min klasse måtte se sig gennembanket i basket af stairwaydrengene, som knap havde fået pusten op efter cirka halvanden times intenst basket-opgør. De var i sandhed fantastiske, og meget af det var uden tvivl takket være Stairways imponerende arbejde med drengene. 

På besøg på skolen på Baclayan-bjerget

Udover at providere drengene med viden, mad, omsorg og fantastiske faciliteter, har de som NGO organisation også flere projekter kørende, hvoraf vi besøgte nogle. De har et "feedingprogramme" på en lokal skole på Baclayanbjerget, hvor de stiller med råvarer til madlavning 2 gange om dagen mod skole-deltagelse, hvilket er et program der har haft umådelig succes. Lasse, som er leder af Stairway foundation, fortæller om, hvordan der er sket et utroligt boom i deltagelse til undervisningen, og de ser flere af de lokale der får øjnene op for denne mulighed, da de under andre omstændigheder, ikke nødvendigvis har råd til mad. Dette er også en faktor der holder børnene hjemme fra skolen, og det er noget, stairway ønsker at bekæmpe. Uden tvivl et imponerende stykke arbejde de gør, hvor hver en doneret krone gør en verden til forskel for både drengene på stairway, men også for børnene og deres familier i Baclayan.

Jeg kunne uden kvaler fortsætte i timevis om, hvor fantastisk et stykke arbejde Stairway foundation,  styret afLasse og hans kone Monica, gør, og jeg kunne prædike videre om hvor stort et indtryk gadebørnene har gjort på mig, men hvilken forskel ville det gøre? 

Mine prædikener vil ikke ændre noget. Handling vil. Handling som den, Lasse og hans søde kone Monica har gjort. Det er folk som dem der kommer til at blive altafgørende for, at FN's nye verdensmål nåes. Det er ildsjæle som dem der gør den virkelige forskel. Det er dem der har dedikeret deres liv til at gøre en forskel, og alle os sofavelgørere herhjemme i Danmark kan ikke måle os, med disse helhjertede velgørere, men vi kan altid gøre den lille forskel, og sende lidt penge til fordel for andre. Det vil jeg ihvertfald gøre, så vi kan komme tættere på at nå de 17 verdensmål!

Læs mere og lær hvordan du kan støtte stairways arbejde på deres hjemmeside:

http://www.stairway.dk/