Flygtninge, integration & real talk - interview med Tarek Hussein

Tarek og jeg i Vejle, hvor han lige fandt tid i sin ellers hæsblæsende kalender til et interview

Tarek, kan du lige introducere dig selv?

Jeg hedder Tarek Hussein og er 24 år gammel, og til dagligt læser jeg jura på Københavns Universitet, hvor jeg er i gang med min kandidat samt stud. jur. ved Institut for Menneskerettigheder. Derudover er jeg meget aktiv i den offentlige debat, hvor jeg skriver fast for Politiken, og dukker op i diverse fjersynsprogrammer, når der har været noget fornuftigt at sige. Det er i store træk, hvem jeg er. Desuden bor jeg i København, men er oprindeligt fra Vejle, hvor jeg voksede op det meste af mit liv, og kommer rimeligt ofte, fordi min familie bor her.

Nu vil jeg være lidt provokerende og spørge dig om det egentlig overhovedet er muligt at integrere flygtninge? Er det muligt at integrere flygtninge, der har ikke-vestlig baggrund?

Jeg kunne være ligeså provokerende, og spørge dig om, hvad definitionen af integration er, for hvis du i dag spørger politikere, samfundsdebattører m.fl. om hvad integration er, så får di 1000 forskellige svar, fordi det efterhånden er så slidt et begreb. Lad mig give et eksempel. Hvis du f. eks kigger på tamilske indvandrere, som på alle statistikker klarer sig fremragende på de objektive kriterier, dvs. de tjener godt, de arbejder, de har lært dansk osv., men rent socialt omgås de og bliver heller ikke gift med andre end andre tamilere. Spørgsmålet er, om de er integreret? Nogle ville mene ja, for på alle de objektive og økonomiske kriterier er de, mens andre ville sige nej, for de spiser ikke svinekød, rød grød med fløde og alt det der overfladiske. Så for det første er det spørgsmål om, hvordan man definerer integration. 

Nummer to, og det synes jeg er den vigtigste pointe: jeg tror ikke på, at der er nogen kultur eller nogen religion, som ønsker at dens børn skal blive kriminelle eller klare sig dårligt, blive narkohandlere osv. Jeg tror at alle kulturer og alle forældre som udgangspunkt ønsker det bedste for deres børn. Så er der nogen forældre, der har bedre eller dårligere forudsætninger til at gøre det. Så kan man spørge det klassiske spørgsmål, jeg ofte får – hvordan kan det så være, at folk fra ikke-vestlige lande klarer sig dårligt?

Så er mit modsvar, at folk fra ikke-vestlige lande typisk kommer fra meget dårligere kår end alle mulige andre grupper. Jeg kunne bruge mig selv som eksempel: mine forældre har palæstinensisk baggrund, de kommer fra 15 års borgerkrig i Libanon og før det 4 generationer der voksede op i en flygtningelejr i Libanon, hvor de reelt var 2.rangsborgere. Når du så kommer til Danmark, sidder det stadig i familien. Det forsvinder hverken med 1. eller 2. generation. Det er noget, der tager tid. Det er det samme, hvis du kommer fra Somalia, Afghanistan, Irak og lande, hvor der strukturelt ikke har været noget samfund i 150 år. For så har du ganske enkelt dårligere forudsætninger ift. at kunne klare sig godt, når du kommer til Danmark.

Så de her dårlige kår er blandt hovedårsagerne til, at integration af folk med ikke-vestlig baggrund oftest bliver set som fejlslagen?

Ja, det er i hvert fald min tese, for hvis du nu køber den modsatte præmis, altså at der er noget særligt galt med f. eks arabere eller muslimer, så siger man jo også, mere eller mindre, at det er fordi der er noget indbygget i jeres kultur, der gør jer voldelige eller kriminelle og ikke vil arbejde. I så fald det passede, hvordan kan det så være, at vi netop har en større gruppe af unge, der begynder at arbejde, holder sig ude af kriminalitet m.m., og at vi ser et skel, hvor 2. generation begynder at klare sig bedre end 1. generation osv. Hvis den tese passede, så burde vi jo være ligeså kriminelle og voldelige som vores forældre, hvis de var det.

Hvad er god integration for dig?

Lad mig vende den om, for spørgsmålet er jo i samme boldgade som med spørgsmålet om, hvornår man er dansker. Det vil jeg mene er næsten samme spørgsmål. For mig er det et spørgsmål om følelse, i hvert fald det med danskheden; hvornår er det, at man føler, at man er dansk. For igen, man kan opfylde en masse objektive kriterier, uden nødvendigvis at føle, at man er dansk. Hvad så vidt angår spørgsmålet om integration, og det er der, at jeg mener, at vi meget ofte taler om integration, men reelt set mener assimilation, i hvert fald i den politiske debat - for mig er integration en proces, hvor 2 parter har et ansvar – hvor det danske samfund har et ansvar, og vi som ikke-vestlige indvandrere har et ansvar. Vi har et ansvar, når vi kommer til Danmark eller et andet europæisk land.

I gamle dage var jeg socialdemokrat, atlså dengang de var rigtige socialdemokrater, og jeg syntes at den her idé om ret og pligt er fremragende. Det synes jeg er et godt udgangspunkt, nemlig at vi som nytilkommere til et nyt land, Danmark, har en pligt til at gøre vores for at bidrage til samfundet, arbejde osv. samtidig med, at vi også har nogle rettigheder. Så vi har altså to parter her; vi har et dansk majoritetssamfund som har et ansvar for at være åben og acceptere, at vi som mennesker har nogle kulturelle forskelligheder, og at vi som nytilkommere også har et ansvar for indenfor nogle rammer at tilpasse os det samfund, vi kommer til. Så det er et tvetydigt ansvar, men den måde den politiske debat har foregået på de sidste par år, har det udelukkende været dem, der kommer udefra, der har et ansvar.

Har du nogle råd ift., hvad vi som civile, etniske danskere kan gøre for at fremme integration?

Jeg har tidligere været en del af den såkaldte Integrationsindustri med alle dens hundreder millioner af kroner, og samtidig har jeg været meget aktiv i foreningslivet. Det jeg har set er, at det som foreningslivet kan gøre for integration, er der ikke 1000 integrationsprojekter, der kan gøre. Det her koncept med foreninger i Danmark, er et meget, meget unikt koncept. Jeg prøvede engang sågar at oversætte det til arabisk og engelsk, men et tilsvarende ord findes simpelthen ikke. På engelsk har du ’association’, men det er i retning af ’organisation'. 

Så foreninger er en meget særlig ting, som vi skal værne om, og som skal bruge mere aktivt. For da jeg på et tidspunkt blev formand efter at have været træner for den fodboldklub, jeg havde gået i siden jeg var 6 år gammel, lærte jeg demokratiet at kende i form af nærdemokratiet. 

F. eks råbte vi og skreg til hinanden til bestyrelsesmøderne, men når møderne er ovre, satte vi os ned og drak en kop kaffe eller en øl, som om intet var hændt. Og det er jo den måde, vores samfund fungerer på. Hvis der er en debat, og der er flertal for noget, jamen så er det det man følger og accepterer. Det at der er nogle vedtægter, mødereferater osv. var alt sammen med til at få mig til at forstå, hvordan demokratiet fungerer. 

Så jeg tror faktisk, at vi igennem foreningslivet kan gøre rigtig meget. Helt konkret kunne man skabe en pulje, hvor der er midler til foreninger, hvis medlemmer der ikke kan betale kontigent, har mulighed for at søge tilskud. Jeg voksede op i en relativ velstillet familie med en far, der kunne betale kontigent, benskinner til fodbold og alt hvad det krævede. Men jeg havde mange venner, hvor familien ikke havde råd til at betale kontigenter. Så det kunne være en mulighed, at man kunne søge tilskud til kontigenter for at styrke foreningslivet. Dette kunne naturligvis også dække socialt udsatte fra andre grupper, som igennem tilskuddene på den måde kunne komme ind i foreningslivet.

Hvad tænker du om idéen om en indslusningsløn til flygtninge?

Idéen i det forstår jeg godt. Jeg forstår godt, at vi har en gruppe af mennesker, som ellers ville have meget svært ved at få job. Problemet er bare, at konsekvenserne ved det simpelthen er for store. For vi oplever desværre, og har gjort tidligere i Danmark såvel som i udlandet, at det kan presse lønningerne for andre faglærte. Derudover kan det skabe nogle gnidninger, eller decideret had, imod flygtninge, fordi at de er villige til at arbejde til en lavere løn end den almindelige murer, tømrer m.fl. Jeg kunne godt forestille mig, at flygninge f.eks starter på en lavere løn, får tilskud og så langsomt stiger på rangstigen, indtil de får samme løn. Men det der med konsekvent med at være på en indslusningsløn, tror jeg vil vække for mange konflikter til, at det kan virke.

Hvis vi holder os til arbejdsmarkedet, burde flygtninge så kunne tale dansk, inden de kommer på arbejdsmarkedet?

Det afhænger rigtig meget af, hvilken stilling de er i. Hvis vi snakker om ufaglærte jobs, så tror jeg et langt stykke hen af vejen, som f. eks Dansk Supermarked er rigtig gode til, at folk næsten så snart de er landet her i Danmark, kan arbejde med det samme, og på den måde lærer sproget. Samtidig er der nogle mennesker, mange mennesker, som måske ikke er bogligt indstillet, og f. eks er 40-50+ år gamle med traumer, og har meget svært ved at sidde i en skole, som da de var 12 år.

Jeg kunne godt forestille mig, at der er andre fag, altså lærere eller folk som arbejder i fag der kræver høje specifikke evner eller faglighed, hvor man bliver nødt til at lære sproget først. Jeg synes ikke, at man skal være sort/hvid. Man skal tilpasse det fag eller erhverv vi taler om.

Hvordan finder man balancen mellem at vise sympati og hjælpsomhed og så at have krav og forventninger til flygtninge?

Jamen det er jo det store 1 millions spørgsmål. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg har været stor fortaler, for at vi skal være langt bedre til at stille krav og forventninger til folk. Og det har jeg ud fra den betragtning, at man gør folk en bjørnetjeneste ved at lade være med at stille krav og forventninger. Det har været min egen erfaring i mit eget liv, og min families liv. Hvis man nu kommer fra en ressourcesvag familie, hvor dine forældre er traumatiserede eller har problemer - og her er det meget vigtigt at bide mærke i, at det her går på tværs af etniske skel – og er et barn, der kommer i skole, og får en dårlig karakter, som jeg f. eks selv oplevede, og læreren så kommer og siger ”jamen, det er fint nok, for dine forældre er jo alligevel traumatiserede eller kommer fra et socialt boligområde”, så indikerer man, at den dårlige karakter ikke gør noget.

Så går du hjem, og har heller ikke nogen forælder der sætter sig ned, og udtrykker skuffelse over karakteren. Så får man en selvopfyldende profeti, hvor hver gang du har en nedtur, så er det pga. dine traumatiserede forældre osv. Samtidig skal man oprigtigt anerkende, at der kan være nogle udfordringer, hvor folk bliver diskrimineret og marginaliseret pga. deres baggrund. Jeg er af den opfattelse, at diskriminationen finder sted, men det er ikke strukturelt implementeret. Selvom jeg er muslim, har jeg lige adgang til uddannelsessystemet og de ydelser, der nu måtte være som udgangspunkt. De muligheder skal vi udnytte. 

Så det er en virkelig hårfin balancegang, og det er vigtigt, at man hele tiden italesætter begge dele. Jeg plejer at sige, at man bliver nødt til at tage et personligt opgør med den der offermentalitet, som vi nogle gange ender med at påtage. Ja, diskrimination eksisterer, men du har lige muligheder, og dine forældre har knoklet røven ud af bukserne for at komme til Danmark og give dig de muligheder. Så det er en meget svær balancegang.

Er der en god oplevelse eller historie ift. integration, som har gjort et særligt indtryk på dig?

Jeg var i sin tid selv med til at etablere en forening i Vejle, der hed Team Succes, som i dag er i en række forskellige danske byer. Den var fremragende, i det at vi her stillede krav og forventninger til de unge, og fik dem til at tage et opgør med offermentaliteten. På et tidspunkt da vi startede tilbage i 2007-2008, var der afbrændinger og stenkast i udsatte boligområder i Danmark i vinterferien. Her begyndte vi langsomt også at se, at banderne så langsomt var ved at gøre deres eget indtog i Vejle. 
Her gjorde vi det, vi normalt kaldte ”at skabe vores egen bande”, som i stedet for at være bygget på kriminalitet, var bygget på succes og det at klare sig godt. Og det skabte et reelt alternativ til de bander, og det er ikke alene vores fortjeneste, men det har gjort, at banderne ikke har kunne få et fodfæste i Vejle, fordi folk syntes det var yt, og havde nogle gode forbilleder. 

Et andet eksempel er Vejle Kammeraterne, hvor jeg selv spillede i flere år. Det er et godt eksempel på en klub, der har haft mange kampe. 20 år tilbage var klubben en klub med måske 90% etniske danskere og 10% nydanskere. Og i dag er den 50/50, og det har givet masser af udfordringer, men det er også et eksempel på, hvordan det er lykkes at få de to grupper til at samarbejde, og hvordan det også er lykkes at få nydanskere til at blive trænere i klubben og aktive ledere. Så det er et eksempel på, hvordan foreningslivet faktisk i begge tilfælde kan skabe en stor forskel.