Gæsteskribent: Karoline Thomsen

Ulighed - mere end økonomi /Karoline Thomsen

Normalt hører en sætning om at formindske uligheden til, når venstrefløjen snakker om at hæve kontanthjælpen eller en anden social ydelse. Men faktisk er det også et verdensmål. Ikke at hæve kontanthjælpen, forstås, men at formindske ulighed på verdensplan. I FN er man både bekymret over den absurde, økonomiske ulighed og den politiske/sociale ulighed.

Det kan jeg godt forstå.

På verdensplan er der helt bogstavligt en verden til forskel på at bo i Danmark, hvor stemmeraten er ligger stabilt på over 80%, og hvor den økonomiske ulighed er tæt på ikke-eksisterende, til at bo i f.eks. Syrien, hvor der er krig og ødelæggelse og man derfor ikke har valg, eller i Tyrkiet hvor demokrati ikke er en ting.

Det giver næsten sig selv, at der også er store kulturforskelle. Danmark er et individualistisk samfund, hvor man tager sine beslutninger for sig selv, med udgangspunkt i hvad man selv vil. Syrien er et kollektivistisk samfund, hvor man tager sine beslutninger i fællesskab; med udgangspunkt i hvad der er bedst for familien.

Der er fordele og ulemper ved begge kulturer, og ikke mindst er der forskelle.

I store dele af den målbare hverdag er der ikke den store forskel. 40% af ikke-vestlige efterkommere er i gang med en mellemlang videregående uddannelse, lidt flere en de traditionelt danske kvinder, hvor niveauet ligger på 34%. Samme tendens ses også blandt mænd, hvor tallene er henholdsvis 25% og 19%.  Både danskere og indvandrere får også ca. lige mange børn: 1.9 i indvandremiljøer, 1.7 i etnisk danske miljøer. I folkeskolen klarer 1. generationsdanskerne sig en smule dårligere målt på karakterer, hvor de i gennemsnit ligger 1,4 karakter under det danske gennemsnit på 6,8. 16% af de, der er på fuldtids offentlig forsørgelse, er indvandrere og efterkommere, hvorimod de 84% er danske.  I retssystemet er hver 5. mand der bliver dømt, indvandrer, og det samme gælder hver 6. kvinde.

Det var lige en masse tal, og jeg kan berolige med at der kun er 5 tal tilbage i resten af indlægget.

Det, de her tal og den her viden om kultur baggrund viser mig, er at vi uanset hvordan man måler det, er relativt ens i Danmark, og vi langt hen af vejen derfor har god integration.

Godt langt hen af vejen er ikke godt nok, og slet ikke når det gode synes at holde op, der hvor det virkelig betyder noget: ved demokratiet.  

Ved folketingsvalget i 2015 var det nemlig kun 66% af indvandrerne der stemte, som altså ligger et godt stykke under landsgennemsnittet på 87%. Det værste er, at det er et fald på 7 procentpoint fra folketingsvalget i 2011, og blandt førstegenerationsdanskerne er stemmeprocenten også i frit fald-fra 65% til 53%.

Det synes jeg er ualmindeligt trist. 

Klogere hoveder en mig har kigget på problemet før, men de har ikke fundet løsninger.  Nu vil jeg ikke påstå, at jeg har en løsning, men jeg mener bestemt det er en idé at kigge på kulturel baggrund, når vi skal snakke integration til demokratiet.

Hvis man kommer fra en kultur, hvor man er vant til at tænke i "vi" og så befinder sig i et demokratisk land, hvor man skal tænke i "jeg", tror jeg at det er helt menneskeligt at kigge efter, hvilke forskelle det giver.  Nogle af de her forskelle er netop, at når man tænker i et demokratisk jeg, jamen så er man som person helt og aldeles fri-hvilket kan føre til at man skilles fra sin familie for at dyrke sig selv, og måske som voksen bliver man også skilt fra den familie som man ellers selv havde valgt. I andre ord kan man se andre i livskriser, som man ikke har oplevet eller set før, fordi de har en frihed, man ikke har set før. Men er friheden god, hvis den på overfladen skaber kriser?

Jeg er ikke i tvivl om hvad jeg selv mener-selvfølgelig skal vi beholde vores personlige frihed. Men jeg tror, at vi skal være bedre til at vise at det at være personligt fri ikke udelukker stærke fællesskaber, og ikke mindst tror jeg, at det er rigtig vigtigt at inkludere andre i de her fællesskaber.

Og nu er julen jo hjerternes fest, så skal den ikke starte med mere inklusion?

Det at inkludere flere er en lang rejse, men som bekendt starter lange rejser med små skridt: Flere smil på gaden, nogle timer som frivillig bare i december, eller bare det at sende det her blog indlæg videre til en anden.

Ellers kommer vi jo aldrig videre fra "work in progress" til "By 2030, empower and promote the social, economic and political inclusion of all, irrespective of age, sex, disability, race, ethnicity, origin, religion or economic or other status".

God jul!

Karolines store samfundsinteresse kom for alvor til udtryk, da hun som 14-årig startede debatklubben Debatten for Katten op i Vejle, som i dag har fast deltagelse af mere end et dusin unge fra Vejle og omegn.