Ismahan Ismail, født i 1996 i Esbjerg. Opvokset i en kernefamilie med mor, far og to halvsøskende. Hendes mor er født i Kenya, men tilbragte mange år i Somalia, hvor hun arbejdede for FN i somaliske flygtningelejre. Herefter flyttede hun til Danmark, hvor hun mødte Ismahans far, der, udover at være halv somalier, desuden er halv araber. I sin tid i Danmark arbejdede han som tolk og lærer for tosprogede elever. Ismahan har boet i 7 forskellige lande fordelt på 4 kontinenter, og bor nu i London, hvor hun studerer arkæologi og antropologi.
Jeg er født i Esbjerg, og heldigvis har Danmark har været god ved mig, og når hun har været ekskluderende har det ikke været forsætligt.
Under min barndom oplevede jeg uskyldige forestillinger om en Ismahan, der var en eksotisk, afrikansk “stammeprinsesse,” hvis hud var blevet spraymalet af Gud, mens hun stod på hænder, og havde hår der var krøllet og kruset på grund af et elektrisk chok, som følge af mine forældres oprindelseslande.
Det var først da mine forældre og jeg flyttede til udlandet, at jeg udviklede en opfattelse omkring min egen fremmedhed i Danmark. I Kenya og Somalia tilhørte jeg en tydelig majoritet, og England og USA havde historisk sorte befolkningsgrupper.
Danmark forekom mig herefter, som et land hvor min hudfarve skreg, at jeg ikke tilhørte, hvor min tosprogethed dikterede, at jeg skulle i sprog klasse. Pegende fingre der skreg, at vi var negere, eller stemmer, der hviskede, at vi skulle tage hjem. På trods af dette identificerede jeg mig som dansker under vores tid i udlandet.
Da vi vendte tilbage til Danmark, oplevede vi den voksende prominens af kultur og religion, som en faktor, der påvirkede verdens anliggender såvel som vores daglige liv. Min religiøse identitet tilføjede endnu en problematisk dimension, særligt fordi, jeg havde mistet mit danske, og derved forekom arketypen på utilpassede muslimske indvandrer. Herefter oplevede vi at blive tillagt særlige handlingsmønstre eller værdisæt, og at mit tøj skulle være påtvungen, min fremtid forudbestemt, og min mor offer for hustruvold.
Under 1.g blev jeg udvalgt af den Danske Nationalkomité for United World Colleges, til at gå på Atlantic College i Wales. Det var ikke planlagt, at jeg skulle forlade Danmark igen, men jeg åndede lettet op ved tanken om forlade et samfund, der i stigende grad påtog sig en racistisk og islamofobisk karakter.
UWC Atlantic College var en skole med 90 nationaliteter, hvis værdisæt var at international og interkulturel forståelse og fejring af mangfoldighed var essentiel for at opnå fred og en bæredygtig fremtid.
Det var i dette miljø, at det gik op for mig, at Danmarks tøvende accept af mig og mine frustrerende erfaringer med micro-aggressioner, endnu er farvet af Europas koloniale arv. Der har eksisteret i vores samfund og i et væld af discipliner en præcedens, at afrikanere var uintelligente og primitive af natur, hvorfor det har forekommet passende for flere lærere at antyde, at mine akademiske præstationer eller mine forældres dannelse stod i kontrast til vores afrikanske baggrund. Medierne har sandelig en rolle i fremmelsen af disse koloniale forestillinger, i deres skildring af afrikanere som elendige og depraverede, låst i evig spydkast og fattigdom.
Dertil har Europa haft et kompliceret forhold til muslimer. Min familie ærgrede sig over, at det nye Europa favoriserede en romantisk idealisering af nationale, kulturelle og religiøse forskelle. Politikere der hævdede, at verden var et grim, truende sted, og at kloge nationer burde bygge mure, at der skulle være en ubestridelig og uforanderlig forskel på du og jeg, på baggrund af vores gudsdyrkelse, at vores sameksistens utvivligt skulle føre til konflikt.
Jeg synes, at det er én stor løgn. Jeg har levet i sameksistens, i Asien, i Afrika, i Nord Amerika og i Europa, og sammenstød er ikke et stød, der vil påføre os skade, det er sødt, det er smagfuldt og det er en forlængelse af din tilstedeværelse som menneske.
Det eneste du og jeg skal være bekymret for er højre vendingen i Europa, normaliseringen af racisme, måden hvorpå vi kappes om, at komme med stødende udtalelser om minoriteter. Jeg frygter særligt de dehumaniserende tiltag og forslag som folkevalgte partier anbefaler, og den stigende bølge af had og vold der rammer Europa.
De negative kræfter i muslimske miljøer, vil også opleve udstødelse og henkastelse, når det danske og andre europæiske samfund henkaster højrekræfter.
Mit håb, med det arbejde jeg udfører, er at udtrykke, at det ikke længere er nødvendigt for Danmark at holde fast i sin gamle monokulturelle identitet, og at alle med minoritetsbaggrund kan blive en grundsten i det danske samfund, hvis blot alle følte sig omfavnet og elsket af Danmark, så meget som jeg.
 |
| Ismahan Ismail, 2016 |
Dette er første del i vores miniserie omkring Ismahan Ismail. Du kan læse anden del, nemlig et portrætinterview med Ismahan Ismail, i næste uge. Portrættet vil blive postet på Globale Stemmers blog og på vores Facebookside.
