OBS: Dette er anden del i serien om Ismahan Ismail. Hvis du ikke har fået læst første del anbefaler vi, at du finder den inden du læser videre. Den kan findes her på vores blog eller på vores facebookside. God læsning!
 |
| Ismahan Ismail, 2016 |
For omtrent otte måneder siden startede Ismahan Ismail debat i Danmark da en hjemmeproduceret video med titlen “Må en muslimsk neger være dansk?” blev lagt op på Facebook. Videoen påtalte hendes personlige oplevelse med Danmark gennem et selvskrevet digt, og blev i løbet af kort tid set næsten 3000 gange. Efterfølgende skrev Ismail debatindlægget “Ung muslim: Højrefløjen radikaliserer mig” i Information, der omhandlede, hvad det betyder at være dansker, og hvordan Danmarks højrefløj bruger deres retorik til at skabe splid. Indlægget skabte så stor debat at DF-politikeren Martin Henriksen skrev sit eget læserbrev i Information med overskriften “Ismahan, du er ikke dansker”, der i en kort tekst opstillede Henriksens argumenter for, hvorfor Ismail ikke kan kalde sig selv dansker - på trods af hendes store tilholdsfølelse. Hun er desuden blevet interviewet på radio24syv og har deltaget i debatten sammen med formanden for DFU. Vi fangede Ismail til en snak om integration, fremmedhad og håbet for en bedre fremtid.
Hvis jeg i løbet af min korte korrespondance med Ismahan Ismail skulle være blevet i tvivl om hendes multikulturelle baggrund og rejselyst, var jeg det ikke længere da vores telefoninterview begyndte. Jeg fanger Ismahan på en halv-skrattende telefonforbindelse. Hun undskylder med det samme og fortæller at hun i øjeblikket er på vandretur i Norge med hendes medstuderende fra London. Det var to lande allerede. Indenfor de næste 5 minutter skal det vise sig at der er mange flere at holde styr på.
Ismahan Ismail, født i 1996 i Esbjerg. Opvokset i en kernefamilie med mor, far og to halvsøskende. Hendes mor er født i Kenya, men tilbragte mange år i Somalia, hvor hun arbejdede for FN i somaliske flygtningelejre. Herefter flyttede hun til Danmark, hvor hun mødte Ismahans far, og der udover at være halv somalier desuden er halv araber. I sin tid i Danmark arbejdede han som tolk og lærer for tosprogede elever. Ismahan har boet i 7 forskellige lande fordelt på 4 kontinenter, og bor nu i London hvor hun studerer arkæologi og antropologi.
I en alder af blot 20 år har Ismahan allerede oplevet af bo i Danmark, England, Wales, USA, Indien, Somalia og Kenya. Hun er nu bosat i London, i gang med en uddannelse i arkæologi og antropologi - dog med tid til at rejse rundt på forskellige ture.
Ismahans rejselyst kommer ikke fra fremmede. Begge hendes forældre rejste rundt og arbejdede i flere forskellige lande inden de sidst i 80’erne slog sig ned i Danmark. Ismahan lægger ikke skjul på at hun elsker at snakke om hendes forældres baggrund. Man kan høre smilet og stoltheden hele vejen igennem telefon. Ismahan fortæller, at hendes mor - især over de seneste år - er begyndt at fortælle meget om de oplevelser hun havde med integration i Esbjerg kommune tilbage i 80’erne.
“Min mor har ofte fortalt “De tog os med på hotel, de tog os med til Ribe Domkirke, de to os med på Christiania, de gav os et stort og bredt indtryk af Danmark”. Det virkede som om, at Esbjerg Kommune var interesserede i at give dem det bedste indtryk af Danmark, som overhoved muligt. Så hun blev præsenteret for en masse kulturelle oplevelser, en helt masse ting, der gør Danmark dansk. De fik smørrebrød, de fik lov til at komme i Tivoli, de fik lov til at komme ud og bade. De fik en helt masse kulturelle indspark, og det har hjulpet min mor helt vildt meget.” siger hun.
Hun trækker vejret tungt og tilføjer, at det er utroligt, hvor stor en forskel der er på dengang og i dag, og at udviklingen på integrationsområdet har været skræmmende at følge. Ismahan mener, at hendes mor i dag har fået en samlet forståelse for Danmark, sproget og historien, og at hun har Esbjerg Kommunes indsats at takke for det:
“De satte en masse ting til rådighed for at gøre ankomsten god for hende og behagelig for Danmark på lang sigt. Så jeg synes at de har kigget meget fremadrettet hvorimod man nu vælger at isolere (flygtninge). Man vil gerne kontrollere det [...] ved at lukke flygtninge inde så de kun bliver udsat for hinanden, så de kun får et indblik i hinanden. Og det tror jeg ikke er særligt medvirkende til at integrere folk.” siger hun.
Ismahan mener selv at hun har kunne mærke ændringen i synet på flygtninge og muslimer. Ikke markant, men alligevel en smule. Der bliver kigget mere til hende i debatten og hun repræsenterer nu ikke kun sin egen holdning, men også en hel minoritets holdning.
“[...] Jeg husker engang jeg gik i syvende klasse og vi skulle have kristendomsundervisning. Der skulle man vælge en religion, som man skulle holde oplæg om, og der [...] holdt jeg et oplæg der hed “10 grunde til at islam ikke er voldeligt”. Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det. Det var ikke fordi der var nogen, der hævdede at islam var voldeligt - i hvert fald ikke i min klasse - men allerede på det tidspunkt havde jeg en fornemmelse af, at jeg skulle kunne udtale mig fagligt og klart om islam og udlægge de positive aspekter af islam. Så det har i hvert fald lært mig, at jeg ikke er blevet mere troende, men jeg er blevet mere vokal når jeg taler om min religion.” siger hun
Gennem den dårlige telefonforbindelse snakker vi om dét, at repræsentere Islam og være forbillede i debatten. Jeg spørger hende, om hun synes der er mangel på forbilleder i medierne, men det mener hun ikke. Tværtimod.
“Jeg synes ikke meget om det store fokus på muslimske mediepersonligheder, der bliver blæst helt vildt op så man tænker; “hold kæft, du er bare det bedste forbillede i Danmark”, fordi man glemmer at give credit til dem der bare gør deres på en stille måde.”
“Der er et forbillede i hver eneste familie, der har opdraget deres børn til at kunne gå i skole, gå på universitet eller tage et faglært arbejde. Det er ikke et forbillede, men det er en stille rollemodel, som vi ikke hører noget om. De er ikke relevante at tale om. De har ikke gjort noget storslået eller storartet eller noget massivt kriminelt, de er stille progressive stemmer, der sammenlagt gør noget massivt.”
Hvad tror du der skal til for at Danmark bliver et bedre sted for minoriteterne?
“Jeg er overbevist om, at det er en stille udvikling, og det vil formentlig tage nogle år. Jeg tror der er en tillid, der skal bygges op igen. Der er nogle fundamentale kræfter, der har fået fodfæste i muslimske samfund, netop pga. den mistillid der er til dem. De føler sig defensive, og de går stille mere og mere mod højre. Og på samme måde føler de etniske danskere sig utrygge, så de går også mere og mere til højre. Der er en distance her, der bliver større og større.”
“Så vi skal, gennem en fremadrettet optik, finde ud af hvordan får vi det bedre igen. Man skal have forståelse for, hvorfor du som etnisk dansker føler dig utryg. Hvad det er der gør dig utryg? Og så er det mit ansvar - ikke som muslim, men som individ - at forsøge at påtale dine problemer, og forstå hvad jeg kan gøre, for at du bliver tryggere. Og på samme måde er det dit ansvar, at sige til mig; ‘Ja, du er velkommen. Du har en plads i det her samfund og jeg vil gerne vide, hvad jeg kan gøre for, at få dig til at føle dig mere velkommen’.”
Hun holder en pause. Når Ismahan Ismail taler kan man høre engagementet boble. Hun brænder for dette emnet og ordene flyder som var de gennemtænkt, rettet og nedskrevet til lejligheden. Jeg afslutter med at spørge hende om hun har håb for fremtiden.
“Ja, mega meget!” Udbryder hun og fortsætter:
“Verden har aldrig været så godt et sted, som det er i dag. Og det er jo fordi hadske kræfter er kommet og gået, de opstår og genopstår, men de falder altid til. Der er altid nogle progressive kræfter i samfundet, som vil forsøge at modsvare dem og det sker hele tiden. Der er flere der vil Danmark noget godt, end der er mennesker der vil Danmark noget dårligt, “ siger hun.
“Jeg tror de fleste af os har de samme ambitioner, har de samme drømme. Vi vil jo alle sammen bare have det godt. Vi vil jo alle sammen leve sikkert og trygt, og have det godt med hinanden. Hvis vi bare kan blive enige om, at det er vores startsted, så skal vi bare arbejde os ud fra det - og så skal det nok gå godt.”
Steen har nemlig brugt en stor del af hans arbejdsliv de seneste år i at undervise omkring verdensmålene. Han pointerer, at de er en solidaritets agenda for hele verden, som alle FN's medlemslande er enige om-noget helt enestående, omend han også minder om at grunden til de er nødvendige er fordi verdens tilstand er meget langt fra optimal. Siden 1970'erne har man snakket om at der er et loft over vækst, men det er først nu forskere på Stockholm Resilient center har kunnet præcisere det med 9 punkter. Vi har allerede overskredet de første 4, så mere end nogensinde før er målene i hans optik nødvendige at arbejde på.
Med løbet blev der ikke samlet penge ind, for meningen var ikke at man ved at vælge en sag skulle forpligte sig til at støtte en NGO der er involveret i den sag. I stedet var formålet, at verdensmålene skal føles mere tæt på. Et bevidsthedsskabende projekt, om man vil.
