Al magt til folket?

Al magt til folket? 

Demokratiet er i krise. Alle taler om det, men ingen handler på det-eller hvad? Hvad ville der egentlig ske, hvis folket handlede på krisen? 

“Al magt til folket” er en dokumentar, der følger den politiske situation i Italien. Grillo blogger om den politiske situation med korrupte levebrødspolitikere, der grundlæggende mener det samme, og hvis politik ikke forbedrer folks liv. Hans budskaber går lige ind hos den enlige mor med en løn på 900€ om måneden og en husleje på 350€. Faktisk går den så meget ind hos hende, at hun stiller op til parlamentet for hans blog. Hun er ikke den eneste, og partiet stormer ind i parlamentet med hver 4. stemme i ryggen. De ender med at kunne afgøre regeringen. Dog vælger de at blive uden for regering, og bliver sure da de to gamle partier efter 7 uger uden regering, danner en sammen. Herfra bliver filmen rigtig spændende, for så begynder filmen at følge situation internt i blog-partiet, der kalder sig moveimento.

Lige fra deres første gruppemøde,  hvor de ringer til Grillo med deres beslutning om ikke at gå i regering, og han siger “Flot! I har gennemskuet systemet bedre end selv jeg!”, får man som seer en underlig fornemmelse omkring dynamikken i gruppen. Desuden beslutter de reelt set ikke noget på deres møder, som bliver livestreamet på bloggen. I stedet ender deres møder med et ja/nej spørgsmål, som internettet kan tage stilling til. I starten virker det spændende og som god borgerinddragelse. Men eftersom hvert spørgsmål er i bunden af et blogindlæg, der handler om Grillos syn på sagen, virker det efterhånden som Grillos måde at være dukkefører på.

For internettet ender altid med at afgøre sagerne efter Grillos hoved. Selv i spørgesmålet om at eksludere et medlem for at være uenig med Grillo, hvor det er ytringsfrihed overfor en dikteret partilinje, ender “valget” til Grillo’s fordel: Hun bliver eksluderet.

Det er ikke demokrati eller borgerinddragelse. Det er diktatur af et parti og manipulation af borgerne. Man fristes til at sige: Åben en historiebog. Ingen steder nogensinde har det fungeret, at der er en mand der har rejst sig og sagt: “Ned med systemet! Jeg har svarene, og i kan være med til at skabe en bedre fremtid!” har det ikke fungeret. Faktisk er det blevet værre end det var før.

Svagheden ved demokrati 

I dokumentaren ser vi svagheden ved demokrati. Demokrati kræver altså, at man lytter til argumentet. Det kræver, at man siger hvad man mener og mener hvad man siger. Det kræver, at man lytter og handler. Det kræver, at man tør være uenige, og endelig kræver det, at der et objektivt grundlag om en given situation at tale ud fra.

Det er rigtigt, at der er hurtigere måder at opnå forandring på end demokrati. Demokrati i sig selv er i teorien er det en teoretisk ide, grænsende til en utopi, fordi den stiller et krav om objektivitet som er næsten umuligt at leve op til, men som Winston Churchill sagde: "Demokrati er den værste styreform, bortset fra alle de andre." Vi ser i filmen, hvordan det at lege med demokratiets spilleregler bevist, ender et skræmmende sted: Det at følge partilinjen bliver for folket lige pludselig vigtigere end det at kunne tale frit!

Realistisk? 

Nu sætter filmen situtionen på en spids, men ikke desto mindre har den væsentlig pointer med om demokratiets krise. Folket føler sig ikke hørt, men hvad siger folket egentlig? Helliger målet midlet? Hvad er målet egentlig? 

Pessimistisk kunne man sige, at situationen i filmen er virkligheden. Demokratiet er i krise, og de, der vil redde den, gør krisen værre, og de, der mener krisen går over, træder egentlig bare vande.

Der er et men: vi ved at demokratiet er i krise. Vi ved, at når vi taler grimt i debatter, når vi går efter manden og ikke efter bolden og når vi siger et og gør andet, så brister den tillid demokrati bygger på- og derfor ved vi, hvor vi skal sætte ind. Det er bare et spørgsmål om at gøre det, og gøre det hurtigt. 

Løsning på krisen? 
At det så er meget nemmere sagt end gjort er en anden sag, men det har verdens politikere fået øjnene op for: Stærke og retfærdige institutioner er nemlig et selvstændigt verdensmål hos FN.

Det kan man tolke meget negativt: For hvor er vi henne, hvis det skal være et FN-mål, at genetablere tilliden til demokratiet og dets institutioner?

Jeg vil nu vælge at tolke det positivt: Vi ved at demokratiet er i krise, og vi er i gang med at redde det.


Det skal bare gå meget, meget stærkt.