Jeg bliver ofte spurgt, om jeg har været udsat for racisme, og tit ved jeg ikke rigtig hvad jeg
skal svare, for ofte vil jeg gerne give et svar som er positivt, et svar jeg
ved vil tilfredsstille den ”danske” person der spørg (”dansk” fordi en der ikke
ser dansk ud, ofte ikke behøver at spørger, da de kender svaret), og inderst
inde ønsker jeg at kunne give svaret ”Nej, jeg har aldrig været udsat for det.
” Men det er løgn, for jeg har været udsat for det.
To hændelser er altid de samme, jeg tænker på.
Den ene er den gang jeg sad bagerst i klassen i 4.klasse. Jeg kan ikke huske i
hvilket fag, eller i hvilken kontekst det var. Men den var ikke positiv.
Samtidig er jeg sikker på at ingen af mine daværende klassekammerater vil kunne
huske de ord min lærer sagde; Ord der efterlod mig så vred og ord der efterlod
mig så lille. Men jeg kan klart huske
det ansigt min lærer skar da hun talte om det at være muslim; det at have
tørklæde på: ”… mohammadanere, det er vel det de er...” Og om tørklædet lød
det, at man lukkede hjernen til så man ingen indlæring fik. I 4. klasse var jeg
en meget stille pige, jeg sagde og gjorde ikke meget og derfor forblev jeg også
stille da min lærer sagde som hun gjorde. Mange ville og stadig vil benægte at
hun sagde det og som mange sikkert vil blive vrede over når jeg siger at hun
sagde det. Realiteten er bare den, at det blev sagt, og at man hverken sagde
hende imod eller gjorde noget ved det.
Den anden, er
dagen jeg begyndte svare ”Danmark”, hver gang nogen spurgte mig hvor jeg kom
fra. Jeg svarede ikke Danmark fordi jeg er dansk; for jeg ved godt at jeg er
dansk. Nej, jeg svarede Danmark fordi jeg ville have at jeg skulle behandles
som værende dansk. Jeg svarede Danmark fordi jeg så mig selv værende mere
ressourcestærk når jeg svarede ”Danmark” end med svaret ”irakisk turkmener”.
Jeg svarede Danmark fordi jeg troede, at jo mere jeg sagde det, jo mere ville
jeg være det når andre så på mig.
Vi har et
problem. Ikke kun mig, eller dig, heller ikke kun USA. Danmark har et problem.
Danmark har et racisme problem. Vi har et problem når vi siger at vi ikke ser
race. Men at når vi hører ”Breaking News” om et skyderi, er der individer i
Danmark der vædder om det ”nok ikke var en anden etnisk indvandre dreng, der
sikkert også er muslim”. At vi siger ”jeg ser ikke race, eller religion” men at
det stadig kommer bag på os når vi ser en med tørklæde der er ingeniør eller
direktør; at vi tror at en sikh turban er en ”terrorist turban” (”Terrorist
turbanen” værende det slang udtrykt jeg hørte fra nogle 6. klasses elever). At
vi giver applaus og at det kommer bag på os, at en med flygtninge baggrund kan
have en høj uddannelse og betaler skat. At der er individer i vores samfund der
siger og mener, at det er helt okay at have mistro til en af ”ikke vestlig
herkomst” når det kommer til jobsamtalen.
Men at tallene fra 2015 viser, at
mænd dømt med dansk oprindelse, er hele 81% af alle dømte i Danmark. Vi har et
problem når minoriteter føler sig truet og bange. Vi har et problem når vi har
personer i minoritetsgrupperne der foretrækker at sige de er danske; ikke fordi
de ikke er danske, for det er de. Men de er danske fordi de ikke bliver set som
værende danske og fordi vi har et heiraki i Danmark der lyder, ”danskerne
øverst, vestlige invaderer som nummer 2, ikke vestlige indvandre som nummer 3,
muslimske indvandre i bunden” og ingen vil ligge i bunden.
Vi har et normaliseret
strukturelt racisme problem i det sociale samfund i Danmark. Og med et
normaliseret strukturelt racisme mener jeg både strukturel indirekte men også
direkte racisme; en struktur der er racistisk i form af at man kan blive afvist
ved diskoteksdøren hvis det findes passeligt, evt. hvis du er mørk og hedder
noget ”anderledes”;så kan du udgøre en trussel og derfor bliver du nægtet
adgang. OG strukturelt indirekte racisme ved, at vi opstiller absurde regler
der gælder for alle, men virker mindre fordelagtige for specielle grupper og
ender med at ekskluderer disse grupper, på trods af at der er love og
paragraffer der forbyder racisme. Derudover er strukturel racisme (per den
definition jeg arbejder med) også racisme der er inkorporeret og normaliseret i
vores samfund hvilket gør, at vi ikke ser den; Som gør det muligt, at kunne
opstille disse race hierarkier som nævnt foroven og som gør racismen til et
usynligt og abstract problem. Derfor har vi et racisme problem når vi siger, at
vi ikke har et.
Vi har et problem
når den normaliserede strukturelle racisme medfører, at dele af befolkningen
kan retfærdiggøre helt absurde argumenter som, ”Alle muslimer skal sendes hjem”
med ”Jeg er ikke racist”, ”Jeg er ikke fordomsfuld”, ”Jeg ser ikke farven din
hud har”, ”Jeg er ligeglad med hvilken religion du har”, ”Religionen er ikke
mit problem”, som er selvmodsigende men bruges fordi vi ikke længere forbinder
racisme med racistiske udsagn.
UNESCO-mentaliteten
Samtidig har vi
et problem i Danmark og i ”vesten”, som jeg vælger at kalde en FN og UNESCO
mentalitet. En mentalitet der byder på, at vi ser os selv værende de
”demokratiske” og ophævede når det kommer til spørgsmål der lyder, ”Vesten”
contra ”Ikke Vesten”. Et ”vesten” der
bygger på en tendens til, at der menes om FN’s verdensmål, hvad der svarer til
en verden der dybest set består af ulande der skal udvikles og ”befries” fra
deres primitive tankegang, ved hjælp af indblanding og indflydelse fra
”vestens”; Et ”vesten” og et Danmark der ingen nytte ser i FN’s 17 verdensmål
fordi ”Vi er jo et af de førende lande når det kommer til lighed,
miljøvenlighed og kvalitetsundervisning”.
Et ”vesten” der ligger låg på debatten om racisme og vælger at pakke den
ind i dyrt gavepapir og vilkårligt gør debatten om racisme til et tabubelagt
emne som vi ikke gider tale om, som var den sorte tid i danmarkshistorien hvor
Danmark fjernede grønlandske børn fra deres hjem. Et emne der nu er så
tabubelagt, at ingen taler om det; at vi lader som om vi har national amnesi
når vi kommer til snakken omkring de grønlandske børn.
Had/kærlighed
Derfor hader jeg
FN’s 17 verdensmål. Men på samme tidspunkt elsker jeg dem. Jeg elsker at de
stiller kravene for kvalitetsuddannelse. At vi skal have et større fokus og
sikre liv på både land og under vand; at vi skal skabe partnerskaber og meget
mere. Men jeg hader dem også, og jeg hader den pålagte FN og UNESCO mentalitet
i Danmark om, at vi lever i et vestligt verdenssamfund hvor alt er bedre end
andre steder. Jeg (som så mange andre) ved godt, at når FN lancerer de 17 verdensmål,
så er det 17 mål der er ment for alle lande; om man så lever i den første,
anden eller tredje verden. Men der er
også mange der ikke gør. Så, undskyld FN, men jeg ser ingen nytte i den tid der
bliver brugt i de 17 verdensmål og delmål, når der ikke kan være et mål der decideret
siger og kæmper imod racismen. Jeg har brug for et verdensmål der som
overskrift og uden delmål siger at vi vil mindske racismen. Danmark har brug
for det. USA har brug for det. FN har brug for det. Alle har brug for det.
Verden har brug for det. Verden har brug for at vi erkender at vi har et
problem der lyder, vi har i årtier kæmpet mod racisme og kampen er ikke forbi.
Debatten er ikke forbi og vi nægter at accepterer det tabu der er lagt over
racisme debatten; at vi nægter at gemme racismen væk under over overskrifter
med positive konnotationer som verdensmål nummer 17, ”Fred og Retfærdighed”. Vi
er nød til at se debatten om racisme som værende en debat om racisme som hører
hjemme i alle sociale grupper. Så grib bolden; tag ud i verden og egne sociale
grupper, og debattér emnet racisme og hvordan vi taler om racisme. Lad være med
at pakke den ind i akademiske termer; for som en klog person på et tidspunkt
skrev, I USA bliver du kaldt og klassificeret som sort, om du så er afrikaner
eller afroamerikaner. Så glem det med at være politisk korrekt for det gør ikke
andet end at pakke debatten ind og tal, om man så er uenig med mig eller ej,
bare tal.
Kys, knus og
kram, jeres helt egne danske, dog ikke så danske medborger.
Eman Ahmad går til daglig i 3.G på Ørestad Gymnasium, og aktiv i samfundsdebatten om alt fra integration til uddannelsesbesparelser.
