Iranske mænd bærer hijab i solidaritet med deres kvindelige landsfæller

Foto: @StealtyFreedom

I Danmark bliver en simpel ting, som at kunne lade vinden flyve igennem sit hår, ikke set som et privilegium. Men i Iran, hvor kvinder ved lovgivning er tvunget til at bære hijab, er opfattelsen en helt anden. Kvinderne i Iran er siden 1979 blevet påkrævet at dække deres hår til, når de befinder sig i det offentlige rum, såvel som ved private lejligheder. Selv når de sidder alene i en bil er det påkrævet, at de har dækket håret til. Mange iranske kvinder anser loven som en del af deres kultur, og bærer deres tørklæde med glæde, men et voksende antal af iranske kvinder føler sig undertrykte, nedgjorte og låst fast i disse regler, der forhindrer dem i at vise deres hår, nakke og hals. Nu er iranske mænd og kvinder begyndt at samle sig i bevægelser, for at skabe fokus på denne problemstilling og sammen arbejde for ligestilling mellem kønnene i Iran.

Lader sløret falde
En af disse bevægelser er Facebook-fænomenet “My Stealthy Freedom”, der i øjeblikket kan bryste sig af at have over 1 mio. likes verden over. Facebook siden, og den tilhørende hjemmeside mystealthyfreedom.net, er skabt af den iranske journalist og aktivist Masih Alinejad, der kæmper for ligestilling i Iran og for at give iranske kvinder retten til selv at bestemme hvorvidt de skal bære tørklæde. Dette har hun gjort ved bl.a. at opfordre iranske kvinder til at indsende billeder af dem selv, hvor de lader tørklædet falde og blotter deres hår for internettet. Siden fødslen af bevægelsen tilbage i maj 2014 har Alinejad formået at samle over 2000 billeder af modige iranske kvinder, der ønsker den tvungne tildækkelse af håret afskaffet. De kvinder der indsender billeder, som i øvrigt kan ses i alle aldre på siden, repræsenterer på hver deres måde kampen for at skabe ligestilling mellem kønnene i Iran. De ses på billederne poserende uden tørklæde ved vandet, foran smukke skylines, og med alt fra børn til veninder.

Mænd med hijab
Den nyeste bølge som er opstået på Facebook siden er hashtagget #MenInHijab, der viser iranske mænd, som i solidaritet med de iranske kvinder, ifører sig hijab og poster billederne af det på siden. Formålet med dette hashtag er at protestere mod den tvungne regulering af kvinders beklædning, og samtidig gøre regeringen opmærksom på at det ikke blot er kvinder der ønsker denne regel afskaffet. Til hvert billede medfølger en beskrivende tekst, der giver afsenderen et vindue til at forklare sin egen oplevelse med tvungen tildækkelse af håret. I disse beskrivelser finder man både vrede ord mod den iranske regering og det samfundet den har opbygget, men ikke mindst også håb for en bedre fremtid og visioner om et Iran, hvor kvinder og mænd kan gå klædt som de lyster. Nedenfor ses to af de nyeste opslag der er at finde på My Stealthy Freedoms Facebook-side.

Foto: @masih.alinejad (Instagram)

“Moder betyder stolthed, moder betyder hårdtarbejdende. Min mor er en kvinde der har arbejdet side om side med mænd - det kan hele hendes gård og de nordlige sletter vidne om. Sådan en værdig mor fortjener respekt fra os mænd. Sådan en mor er velorienteret og kan trygt tage beslutninger for sig selv.”

Foto: @StealthyFreedom

“Ude i det offentlige står vi sammen imod tvungen hijab. Jeg er for en kort tid klædt som min kone...den kvinde der gennem en livstid i Iran har været tvunget til at leve som en anden. Tvungen hijab tager dit sande jeg fra dig. Nej til tvungen hijab.”

Hashtagget, der over de sidste måneder er vokset stødt på både Facebook, Twitter og Instagram, har været med til at skabe yderligere fokus på lovgivningen omkring beklædning i Iran, og vil forhåbentligvis være med til at skabe større pres på den iranske regering.

FNs femte verdensmål er at opnå mere ligestilling mellem kønnene, og styrke kvinders og pigers rettigheder og muligheder. Dette indebærer bl.a. at vi skal stoppe alle former for diskrimination mod alle kvinder og piger overalt i verden. Ønsker du at læse mere om FNs verdensmål? Alle målene samt Danmarks prioriteter kan findes på Udenrigsministeriets hjemmeside under "Verdensmålene for bæredygtig udvikling".

"I've only seen Danes in 2 sizes..."

Billedet er fra en tur til Slovakiets hovedstad Bratislava.

Jeg har for nyligt opdaget hvor utroligt vigtigt det er at lære, at vi faktisk ikke er så forskellige som vi måske går og tror. Vi skal lære, at på trods af tusinde af kilometer imellem fædrelande, forskellige opdragelsesmidler og med flere års aldersforskel, er vi mere ens end vi måske går og tror. En opdagelse jeg absolut ikke havde forventet. Overhovedet.

Noget helt nyt, noget helt andet
Det er nu lidt over en uge siden, at min veninde og jeg kom hjem efter en fantastisk og lærerig uge i Slovakiet. En uge fuld af nye indtryk, anderledes kultur og nye venskaber på kryds og tværs af landegrænser inde for Europa. Fra 9 andre europæiske lande, mødte vi 21 vidt forskellige deltagere fordelt over et bredt aldersspektrum, som alle havde deres helt egen og meget unikke historie, hvor den eneste ting tilfælles blandt majoriteten af kursisterne var, at langt de fleste var på en eller anden måde frivilligt medlem af en (eller flere) forskellige organisationer over hele verden. Flere af deltagerne havde prøvet et kursus lignende det vi deltog i flere gange end de kunne tælle, mens andre, heriblandt min veninde og jeg selv, var debutanter i forhold til denne slags kurser. Kurset vi deltog i, hed "ZOOM IN INTERCULTURALITY", som fokuserede på de interkulturelle forhold på de sociale medier, herunder diskrimination og fordomme på de sociale medier, overfor både nationale som internationale minoriteter. Et utroligt spændende og lærerigt program blev os forelagt, men jeg må indrømme, størstedelen af læringen fra min side foregik ikke fra kursusleder til kursist; den foregik fra menneske til menneske, blandt de mange fantastiske mennesker der omringede os 24 timer i døgnet, hele ugen.

Billedet er fra en udflugt til landsbyen Slatinka, hvor vi besøgte
en "workcamp"

Kurset overgik alle forventninger. Alt hvad vi havde regnet med blev overrumplet, og blev erstattet af en meget bedre virkelighed. Vi så allerede inden vi tog afsted, at aldersforskellen på kurset var markant, og jeg må indrømme, at det gjorde mig lidt nervøs. Tænk, hvis der bliver gjort forskel, var nok den dominerende skræk jeg havde. Vi rustede os hjemmefra til det værste, og var klar til lidt af hvert, men det var helt uden grund. Vi var jo slet ikke så forskellige, når alt kom til alt.

Mediepræget skråsikkerhed
Noget jeg var stensikker på inden vi forlod Danmark d. 24. Juli, var, at jeg vidste "alt" det generelle om vores europæiske naboer. Jeg vidste hvilke byer der var i hvilke lande, hvilke stereotyper der er inde for landets grænser og hvilke hændelser der fornyligt er sket i landet. En sand øjenåbner for mig var det, da jeg opdagede, at jeg i virkeligheden slet ikke vidste nær så meget, som jeg gik og bildte mig selv ind. Jeg blev meget hurtigt klar over, at denne opdagelse ikke ville have været noget jeg selv kunne have fundet frem til, tværtimod. Efter talrige undervisningsessioner, talrige timer brugt på spil, sjov og leg og talrige øjeblikke fyldt med international bonding med mine skønne medkursister, måtte jeg erkende; jeg vidste ikke bare lidt, jeg vidste intet. Det er noget af det mest inspirerende jeg nogensinde har prøvet. Alt det jeg troede jeg vidste, kom i virkeligheden fra de medier vi omgiver os med, og tænk, det opdagede jeg først, da jeg mødte landenes repræsentanter face2face. Alle mine mediebaserede fordomme, jeg måske havde medbragt hjemmefra, flød stille og roligt ud i ingenting, mens jeg øgede min forståelse for hvor forskellige kulturer vi havde, samtidig med at jeg fandt ud af, hvor ens vi egentligt var. Det var så uventet, at i tror det er løgn. Det er nu blevet det vigtigste jeg kan komme i tanker om, at man skal lære. Læren om accepten af andre mennesker og kulturer, på trods af forskelle, så man kan blive fri for alle de mange fordomme og måske endda, blive fri for diskrimination, fordi det går op for folk, hvor skræmmende ens vi egentligt er.


I slutningen af ugen, hvor alle var begyndt at lære hinanden ordenligt at kende, blev min veninde og jeg mødt af følgende spørgsmål fra en af vores medkursister;

"Do danes only come in 2 sizes? I mean, I've only seen Danes in 2 sizes, and it's like very tall and kind of small"

Kommentaren var rettet mod den markante forskel i højden på min veninde og jeg selv, og efter en uge fuld af undervisning i hvordan fordomme opstår og hvordan fordomme fører til diskrimination, måtte vi grine af ham. Måske bliver det en ny fordom, tænkte jeg ved mig selv. Tænk hvis alle fordomme opstod sådan. Hvor dum føler man sig så lige pludseligt?

Du kan læse træningskursets blog her;
http://zoomininterculturality.blogspot.dk/