What does the EU do? (engelsk)

In daily life, we tend to talk about the EU as an organisation far away from us that make decisions that don't really matter for daily life at best, or who's decisions put unfair ties on our politicians and make our lives more complicated. However, the EU is so much more than that, and they fund projects all across Europe that make life better, or at least aim to improve life for a lot people. Take a look at some of the most interesting:

Eat local, think global 
An educational tool for schools from European and African countries to critically teach their students about poverty, sustainable farming and food security by including school gardens, photography, web journalism and international exchange.

Democratic education 
When the civil war was over in the previous Jungo-Slavia, they needed new educational material. The European Union united and sent educational experts to the newly created countries to study the local area, which led to a full curriculum with values like democracy and documents like the Human Rights Declaration in center. Today, this program is being put in local context in more and more countries every day.

Don't waste our future! 
Don't waste our future is an Italian project with a two-year timespan, focusing on finding new models to reduce food waste by involving young people all across Europe. The aim to educate 2800 students on how their food waste habits affect the global hunger issue, as the problem isn't enough food-its the distribution and use of food.

The Syrian exodus: fighting for survival 

In Spain, they started a project about raising awareness about the humanitarian crisis that has provoked the war in Syria by having it as a topic in school, leading to the creation of an educational photo exhibition.


Global citizenship and education program 
ACRA is an Italian organization dedicated to fighting poverty. They have 4 main focuses: Food security and sovereignty, Water, sanitation and hygiene,  Energy and natural ressources, and Global citizenship and education.  The latter has led to fighting for migrants right to education in Europe.


All of these incorporate the global goals in some way, which I personally find signifiant, because if it feels like the EU is far away, ineffective and irrelevant to everyday life, it's nothing compared to the UN.

But these projects combine an agenda set by the UN, the global development goals, the European Union to improve communication so these projects can be spread easily across Europe, local authorities so they're accessible actives, and they engage people. Win-win-win-win, and proof that even though these institutions are there to deal with issues seemingly far away from everyday life, like the length of fish and economic independence of African states, they are also there for the sake of you and me-ordinary citizens.

In achieving the goals, emphasis is put on local authorities and thus on local interpretation of the goals. For some, the goals aren't even seen as goals in themselves-they're seen as tools to transform the world to the better. That's also why many of the projects are focused on education and on awareness raising. After all, knowledge is the first step in transformation.

Broader aims 

These projects can all fit under larger subheadings, and I've been lucky enough to attend a workshop on one of these: education in the non-formal sector. Here, emphasis is put on projects that pull in people, like easily accessible exhibitions,  and on ensuring that the local community is focused on the goals by educating the civil servants. Thus, the new strategies that the politicians want can be innovative and incorporate the goals better.

Another important aspect of non-formal education is the media. What's not in the news doesn't exist, so making the news, and being relevant on social media is extremely important for being aware and active on the goals.

It's also important for people to take ownership of the goals. Honestly, no one wants people to starve or live unjust lives, but it does become harder to feel that it's an area that involves you personally when the UN has taken action on it with this agreement of 17 sustainable development goals. But thinking of them as goals far away that don't matter to you means that all these fantastic projects would never have happened, and in the bigger picture, the 2030 agenda wouldn't be achievable. People take ownership when it involves them.

Løb for verdensmålene

En 4kms løbetur på en dag, der lover regn, er almindeligvis ikke noget, der lokker mange til, men det gjorde det torsdag den 22. Det var nu heller ikke en helt almindelig en løbetur-det er et løb for verdensmålene!

Johan Borups højskole arrangerede løbet, og det inkluderede også en tale fra Steen Hildebrandt, ph.D i organizations og ledelsesteori.

Steen har nemlig brugt en stor del af hans arbejdsliv de seneste år i at undervise omkring verdensmålene. Han pointerer, at de er en solidaritets agenda for hele verden, som alle FN's medlemslande er enige om-noget helt enestående, omend han også minder om at grunden til de er nødvendige er fordi verdens tilstand er meget langt fra optimal.  Siden 1970'erne har man snakket om at der er et loft over vækst, men det er først nu forskere på Stockholm Resilient center har kunnet præcisere det med 9 punkter. Vi har allerede overskredet de første 4, så mere end nogensinde før er målene i hans optik nødvendige at arbejde på.

Det synes Johan Borups højskole også. Skolen har nemlig tre kerneværdier: Ansvar, respekt og krav, og så passer målene jo perfekt til. De stiller nemlig krav til alle verdens lande, mulighed for at alle lande tager ansvar, og fordi ingen lande er i mål før alle lande er i mål, må man respektere hinandens vanskeligheder ved at opfylde målene og hjælpe hvor man kan.

Det sociale løb også en måde for højskolen at promovere deres nye sportslinje, Urban Movement, på en innovativ og meningsfyldt måde. Her gør man nemlig ikke ting for tingene selv, men fordi der skal være en dybere mening med dem. Løberne, der her var ca. 30 af højskolens elever, skulle nemlig vælge et verdensmål de ville løbe for. Ideen med løbet var ikke var at tonse afsted og sætte ny rekord. I stedet skulle man snakke sammen om verdensmålene, og derfor var ruten markeret med balloner, så man blev tvunget til at sætte tempoet ned. Det passede de fleste udemærket ;)

Med løbet blev der ikke samlet penge ind, for meningen var ikke at man ved at vælge en sag skulle forpligte sig til at støtte en NGO der er involveret i den sag. I stedet var formålet, at verdensmålene skal føles mere tæt på. Et bevidsthedsskabende projekt, om man vil.


Der var flere, for hvem det var første gang de for alvor arbejdede med og hørte om verdensmålene, så på den måde lykkedes projektet meget godt. Det lokkede også en håndfuld udefra kommende ned på højskolen for lige at snuse lidt rundt, høre et oplæg og måske selv løbe en tur.

Især målene om mindre ulighed, afskaffelse af fattigdom og bedre havliv trak løbere til, fordi det var mål der er nemme at forholde sig til.

Herfra skal lyde en stor ros til arrangementet, der på alle mulige måder var meget vellykket!

Udover at skabe aktivitet & bevidsthed omkring målene for højskolens elever og øvrige intersserede, er en løbetur en god investering i egen sundhed-og øget sundhed og færre sygdomme er et verdensmål. Win-win-win.

Wefood: A simple, tasteful solution to a big, distasteful problem

By Andreas Canvin
Did you know...

...that Danes waste 700.000 tons of food each year? That's 65 kg. per person. And that's a problem. According to the UN's second Global Goal, foodwaste should be reduced by 50% globally by 2030. That's ambitious. But with initiatives like the Danish concept of Wefood, reducing foodwaste might be much easier than we think. 

"Less foodwaste, more support for the world's poor" is the slogan of this Wefood-store in Copenhagen 

Located in central Copenhagen, Denmark, the Wefood-store on Amagerbrogade couldn't have been placed in a better spot. Tens of thousands of people pass here every day, and it's located just besides a number of supermarkets. And supermarkets are vital to the concept of Wefood. It's incredibly simple:

Local foodstores, supermarkets and restaurants donate their surplus food, fwhich would have ended up in the trash anyway, to the Wefood store --> Wefood then sells the surplus food with at least a 50% discount --> all profit from the sale of food then goes to the humanitarian organisation Danish Church Aid (Folkekirkens Nødhjælp in Danish), which use the money for their projects around the world. 

The Wefood store is dependent on their suppliers in order to ensure a steady supply of products to sell. Here's a multi-lingual 'thank you''-board to the range of suppliers. 

Not only simple and effective in reducing foodwaste, the Wefood concept also has economic benefits. Each year Danes waste a total of 1.9 billion euros in buying food that'll end up in the trashcan. Moreover, the Wefood concepts also helps poor families, the homeless and other vulnerable members of society by selling food with significant discounts.

I had a chance myself to buy some surplus food. Here, I'm getting a delicous baugette with a 80% discount (only 3 DKK - ½ a Euro!) 

The Wefood concept is based around volunteering. This keeps the costs of running the store to a minimum. One the volunteers is 25-year old Gitte. Gitte has been a volunteer for a three-month period, and she's positive about the concept:

"I've only had positive experiences volunteering in the store. People have been incredibly supportive of the initiative. In the first weeks of our opening, we had over 10.000 customers, which have generated a lot of attention. And money for a good cause (Danish Church Aid) too".

The popularity of the Wefood-concept is noticeable and Danish Church Aid are already planning on opening a store in Aarhus, Denmark, in the autumn of 2017.
Because food should be eaten, not wasted. Especially with 800 million people starving.

Read more about Wefood right here: https://donate.danchurchaid.org/join-us/wefood

Ismahan Ismail: “Må en muslimsk neger være dansk?”

OBS: Dette er anden del i serien om Ismahan Ismail. Hvis du ikke har fået læst første del anbefaler vi, at du finder den inden du læser videre. Den kan findes her på vores blog eller på vores facebookside. God læsning!

Ismahan Ismail, 2016

For omtrent otte måneder siden startede Ismahan Ismail debat i Danmark da en hjemmeproduceret video med titlen “Må en muslimsk neger være dansk?” blev lagt op på Facebook. Videoen påtalte hendes personlige oplevelse med Danmark gennem et selvskrevet digt, og blev i løbet af kort tid set næsten 3000 gange. Efterfølgende skrev Ismail debatindlægget “Ung muslim: Højrefløjen radikaliserer mig” i Information, der omhandlede, hvad det betyder at være dansker, og hvordan Danmarks højrefløj bruger deres retorik til at skabe splid. Indlægget skabte så stor debat at DF-politikeren Martin Henriksen skrev sit eget læserbrev i Information med overskriften “Ismahan, du er ikke dansker”, der i en kort tekst opstillede Henriksens argumenter for, hvorfor Ismail ikke kan kalde sig selv dansker - på trods af hendes store tilholdsfølelse. Hun er desuden blevet interviewet på radio24syv og har deltaget i debatten sammen med formanden for DFU. Vi fangede Ismail til en snak om integration, fremmedhad og håbet for en bedre fremtid.

Hvis jeg i løbet af min korte korrespondance med Ismahan Ismail skulle være blevet i tvivl om hendes multikulturelle baggrund og rejselyst, var jeg det ikke længere da vores telefoninterview begyndte. Jeg fanger Ismahan på en halv-skrattende telefonforbindelse. Hun undskylder med det samme og fortæller at hun i øjeblikket er på vandretur i Norge med hendes medstuderende fra London. Det var to lande allerede. Indenfor de næste 5 minutter skal det vise sig at der er mange flere at holde styr på.

Ismahan Ismail, født i 1996 i Esbjerg. Opvokset i en kernefamilie med mor, far og to halvsøskende. Hendes mor er født i Kenya, men tilbragte mange år i Somalia, hvor hun arbejdede for FN i somaliske flygtningelejre. Herefter flyttede hun til Danmark, hvor hun mødte Ismahans far, og der udover at være halv somalier desuden er halv araber. I sin tid i Danmark arbejdede han som tolk og lærer for tosprogede elever. Ismahan har boet i 7 forskellige lande fordelt på 4 kontinenter, og bor nu i London hvor hun studerer arkæologi og antropologi.

I en alder af blot 20 år har Ismahan allerede oplevet af bo i Danmark, England, Wales, USA, Indien, Somalia og Kenya. Hun er nu bosat i London, i gang med en uddannelse i arkæologi og antropologi - dog med tid til at rejse rundt på forskellige ture.

Ismahans rejselyst kommer ikke fra fremmede. Begge hendes forældre rejste rundt og arbejdede i flere forskellige lande inden de sidst i 80’erne slog sig ned i Danmark. Ismahan lægger ikke skjul på at hun elsker at snakke om hendes forældres baggrund. Man kan høre smilet og stoltheden hele vejen igennem telefon. Ismahan fortæller, at hendes mor - især over de seneste år - er begyndt at fortælle meget om de oplevelser hun havde med integration i Esbjerg kommune tilbage i 80’erne.

“Min mor har ofte fortalt “De tog os med på hotel, de tog os med til Ribe Domkirke, de to os med på Christiania, de gav os et stort og bredt indtryk af Danmark”. Det virkede som om, at Esbjerg Kommune var interesserede i at give dem det bedste indtryk af Danmark, som overhoved muligt. Så hun blev præsenteret for en masse kulturelle oplevelser, en helt masse ting, der gør Danmark dansk. De fik smørrebrød, de fik lov til at komme i Tivoli, de fik lov til at komme ud og bade. De fik en helt masse kulturelle indspark, og det har hjulpet min mor helt vildt meget.” siger hun.

Hun trækker vejret tungt og tilføjer, at det er utroligt, hvor stor en forskel der er på dengang og i dag, og at udviklingen på integrationsområdet har været skræmmende at følge. Ismahan mener, at hendes mor i dag har fået en samlet forståelse for Danmark, sproget og historien, og at hun har Esbjerg Kommunes indsats at takke for det:

“De satte en masse ting til rådighed for at gøre ankomsten god for hende og behagelig for Danmark på lang sigt. Så jeg synes at de har kigget meget fremadrettet hvorimod man nu vælger at isolere (flygtninge). Man vil gerne kontrollere det [...] ved at lukke flygtninge inde så de kun bliver udsat for hinanden, så de kun får et indblik i hinanden. Og det tror jeg ikke er særligt medvirkende til at integrere folk.” siger hun.

Ismahan mener selv at hun har kunne mærke ændringen i synet på flygtninge og muslimer. Ikke markant, men alligevel en smule. Der bliver kigget mere til hende i debatten og hun repræsenterer nu ikke kun sin egen holdning, men også en hel minoritets holdning.

“[...]  Jeg husker engang jeg gik i syvende klasse og vi skulle have kristendomsundervisning. Der skulle man vælge en religion, som man skulle holde oplæg om, og der [...] holdt jeg et oplæg der hed “10 grunde til at islam ikke er voldeligt”. Jeg ved ikke hvorfor jeg gjorde det. Det var ikke fordi der var nogen, der hævdede at islam var voldeligt - i hvert fald ikke i min klasse - men allerede på det tidspunkt havde jeg en fornemmelse af, at jeg skulle kunne udtale mig fagligt og klart om islam og udlægge de positive aspekter af islam. Så det har i hvert fald lært mig, at jeg ikke er blevet mere troende, men jeg er blevet mere vokal når jeg taler om min religion.” siger hun

Gennem den dårlige telefonforbindelse snakker vi om dét, at repræsentere Islam og være forbillede i debatten. Jeg spørger hende, om hun synes der er mangel på forbilleder i medierne, men det mener hun ikke. Tværtimod.

“Jeg synes ikke meget om det store fokus på muslimske mediepersonligheder, der bliver blæst helt vildt op så man tænker; “hold kæft, du er bare det bedste forbillede i Danmark”, fordi man glemmer at give credit til dem der bare gør deres på en stille måde.”

“Der er et forbillede i hver eneste familie, der har opdraget deres børn til at kunne gå i skole, gå på universitet eller tage et faglært arbejde. Det er ikke et forbillede, men det er en stille rollemodel, som vi ikke hører noget om. De er ikke relevante at tale om. De har ikke gjort noget storslået eller storartet eller noget massivt kriminelt, de er stille progressive stemmer, der sammenlagt gør noget massivt.”

Hvad tror du der skal til for at Danmark bliver et bedre sted for minoriteterne?

“Jeg er overbevist om, at det er en stille udvikling, og det vil formentlig tage nogle år. Jeg tror der er en tillid, der skal bygges op igen. Der er nogle fundamentale kræfter, der har fået fodfæste i muslimske samfund, netop pga. den mistillid der er til dem. De føler sig defensive, og de går stille mere og mere mod højre. Og på samme måde føler de etniske danskere sig utrygge, så de går også mere og mere til højre. Der er en distance her, der bliver større og større.”

“Så vi skal, gennem en fremadrettet optik, finde ud af hvordan får vi det bedre igen. Man skal have forståelse for, hvorfor du som etnisk dansker føler dig utryg. Hvad det er der gør dig utryg? Og så er det mit ansvar - ikke som muslim, men som individ - at forsøge at påtale dine problemer, og forstå hvad jeg kan gøre, for at du bliver tryggere. Og på samme måde er det dit ansvar, at sige til mig; ‘Ja, du er velkommen. Du har en plads i det her samfund og jeg vil gerne vide, hvad jeg kan gøre for, at få dig til at føle dig mere velkommen’.”

Hun holder en pause. Når Ismahan Ismail taler kan man høre engagementet boble. Hun brænder for dette emnet og ordene flyder som var de gennemtænkt, rettet og nedskrevet til lejligheden. Jeg afslutter med at spørge hende om hun har håb for fremtiden.

“Ja, mega meget!” Udbryder hun og fortsætter:

“Verden har aldrig været så godt et sted, som det er i dag. Og det er jo fordi hadske kræfter er kommet og gået, de opstår og genopstår, men de falder altid til. Der er altid nogle progressive kræfter i samfundet, som vil forsøge at modsvare dem og det sker hele tiden. Der er flere der vil Danmark noget godt, end der er mennesker der vil Danmark noget dårligt, “ siger hun.

“Jeg tror de fleste af os har de samme ambitioner, har de samme drømme. Vi vil jo alle sammen bare have det godt. Vi vil jo alle sammen leve sikkert og trygt, og have det godt med hinanden. Hvis vi bare kan blive enige om, at det er vores startsted, så skal vi bare arbejde os ud fra det - og så skal det nok gå godt.”

Ismahan Ismail: "Sammenstød er ikke et stød, der vil påføre os skade"

Ismahan Ismail, født i 1996 i Esbjerg. Opvokset i en kernefamilie med mor, far og to halvsøskende. Hendes mor er født i Kenya, men tilbragte mange år i Somalia, hvor hun arbejdede for FN i somaliske flygtningelejre. Herefter flyttede hun til Danmark, hvor hun mødte Ismahans far, der, udover at være halv somalier, desuden er halv araber. I sin tid i Danmark arbejdede han som tolk og lærer for tosprogede elever. Ismahan har boet i 7 forskellige lande fordelt på 4 kontinenter, og bor nu i London, hvor hun studerer arkæologi og antropologi.

Jeg er født i Esbjerg, og heldigvis har Danmark har været god ved mig, og når hun har været ekskluderende har det ikke været forsætligt.

Under min barndom oplevede jeg uskyldige forestillinger om en Ismahan, der var en eksotisk, afrikansk “stammeprinsesse,” hvis hud var blevet spraymalet af Gud, mens hun stod på hænder, og havde hår der var krøllet og kruset på grund af et elektrisk chok, som følge af mine forældres oprindelseslande.

Det var først da mine forældre og jeg flyttede til udlandet, at jeg udviklede en opfattelse omkring min egen fremmedhed i Danmark. I Kenya og Somalia tilhørte jeg en tydelig majoritet, og England og USA havde historisk sorte befolkningsgrupper.

Danmark forekom mig herefter, som et land hvor min hudfarve skreg, at jeg ikke tilhørte, hvor min tosprogethed dikterede, at jeg skulle i sprog klasse. Pegende fingre der skreg, at vi var negere, eller stemmer, der hviskede, at vi skulle tage hjem. På trods af dette identificerede jeg mig som dansker under vores tid i udlandet.

Da vi vendte tilbage til Danmark, oplevede vi den voksende prominens af kultur og religion, som en faktor, der påvirkede verdens anliggender såvel som vores daglige liv. Min religiøse identitet tilføjede endnu en problematisk dimension, særligt fordi, jeg havde mistet mit danske, og derved forekom arketypen på utilpassede muslimske indvandrer. Herefter oplevede vi at blive tillagt særlige handlingsmønstre eller værdisæt, og at mit tøj skulle være påtvungen, min fremtid forudbestemt, og min mor offer for hustruvold.

Under 1.g blev jeg udvalgt af den Danske Nationalkomité for United World Colleges, til at gå på Atlantic College i Wales. Det var ikke planlagt, at jeg skulle forlade Danmark igen, men jeg åndede lettet op ved tanken om forlade et samfund, der i stigende grad påtog sig en racistisk og islamofobisk karakter.

UWC Atlantic College var en skole med 90 nationaliteter, hvis værdisæt var at international og interkulturel forståelse og fejring af mangfoldighed var essentiel for at opnå fred og en bæredygtig fremtid.
Det var i dette miljø, at det gik op for mig, at Danmarks tøvende accept af mig og mine frustrerende erfaringer med micro-aggressioner, endnu er farvet af Europas koloniale arv. Der har eksisteret i vores samfund og i et væld af discipliner en præcedens, at afrikanere var uintelligente og primitive af natur, hvorfor det har forekommet passende for flere lærere at antyde, at mine akademiske præstationer eller mine forældres dannelse stod i kontrast til vores afrikanske baggrund. Medierne har sandelig en rolle i fremmelsen af disse koloniale forestillinger, i deres skildring af afrikanere som elendige og depraverede, låst i evig spydkast og fattigdom.

Dertil har Europa haft et kompliceret forhold til muslimer. Min familie ærgrede sig over, at det nye Europa favoriserede en romantisk idealisering af nationale, kulturelle og religiøse forskelle. Politikere der hævdede, at verden var et grim, truende sted, og at kloge nationer burde bygge mure, at der skulle være en ubestridelig og uforanderlig forskel på du og jeg, på baggrund af vores gudsdyrkelse, at vores sameksistens utvivligt skulle føre til konflikt.

Jeg synes, at det er én stor løgn. Jeg har levet i sameksistens, i Asien, i Afrika, i Nord Amerika og i Europa, og sammenstød er ikke et stød, der vil påføre os skade, det er sødt, det er smagfuldt og det er en forlængelse af din tilstedeværelse som menneske.

Det eneste du og jeg skal være bekymret for er højre vendingen i Europa, normaliseringen af racisme, måden hvorpå vi kappes om, at komme med stødende udtalelser om minoriteter. Jeg frygter særligt de dehumaniserende tiltag og forslag som folkevalgte partier anbefaler, og den stigende bølge af had og vold der rammer Europa.

De negative kræfter i muslimske miljøer, vil også opleve udstødelse og henkastelse, når det danske og andre europæiske samfund henkaster højrekræfter.

Mit håb, med det arbejde jeg udfører, er at udtrykke, at det ikke længere er nødvendigt for Danmark at holde fast i sin gamle monokulturelle identitet, og at alle med minoritetsbaggrund kan blive en grundsten i det danske samfund, hvis blot alle følte sig omfavnet og elsket af Danmark, så meget som jeg.

Ismahan Ismail, 2016

Dette er første del i vores miniserie omkring Ismahan Ismail. Du kan læse anden del, nemlig et portrætinterview med Ismahan Ismail, i næste uge. Portrættet vil blive postet på Globale Stemmers blog og på vores Facebookside. 

En græshoppeburger, tak

Ormemel i bollerne, en burger med græshoppe-bøf og myre-drys på kagen. Måske lyder det som noget fra en sci-fi film, men det kunne meget vel være vores virkelighed. 790 millioner mennesker verden over har nemlig ikke adgang til mad nok, og for at de skal kunne gå mætte i seng, skal vores madvaner ændres. De skal være mere bæredygtige, end de er nu, og det skal de fordi med den nuværende verdensbefolkning kan vi godt mætte alle, hvis vi fordelte ressourcene ligeligt. Faktisk ville alle kunne få 2790 kalorier hver dag. Men med en stigende verdensbefolkning, er det ikke holdbart at stole på at de gamle produktionssystemer holder.  De kræver meget plads, meget vand og meget transport, så nytænkning er nødvendig. 

Det hev Lasse og Jane fra Århus ud for at grundlægge firmaet ENORM. De har en meget klar vision:

"Visionen er at substituere store dele af de mere miljøskadelige proteinkilder fra fx rødt kød med proteiner fra insekter."

De arbejder hårdt for det ved både at med komme inspiration til hvordan insekter kan bruges ud på deres hjemmeside, www.enormfood.dk, ved at udvikle nye produkter, men fordomme omkring at spise orme er en udfordring: 

Hvordan kan vi overkomme nogle af de fordomme, der er omkring at spise insekter? 

Det skal smage godt. Det er vigtigt at danskere får gode smagsoplevelser de første gange de smager insekter. Det skal serveres på en appetitlig og velkendt måde. Jeg tror der går lang tid før danskerne i større stil kommer til at købe frosne og ferske insekter, og kaste sig ud i asiatisk kokkekunst. Vi forsøger at integrere insekter i allerede kendte fødevarer, ved f.eks. at forarbejde insekter til mel, så man kan få den gode smag, det høje næringsindhold og bæredygtige fordele med, uden følehorne og fødder, og hvad  og hvad der ellers kan være med til at fremprovokere ”yuk-faktoren”. Samtidig skal mad med insekter være tilgængelige, og vi skal se dem hele tiden, gerne i supermarkederne sammen alle de andre fødevarer. Ser vi endda vores venner og famile, og folk i tv og øvrige medier spise insekter, ville vi være nået langt i forhold til at nedbryde fordomme om insekter.  (Jane Lind Sam, salgsdirektør , EnOrm) 

  

"Der er behov for at gentænke vores spisevaner ved bl.a. at udnytte allerede eksisterende råvarer."

      Økolariet her i Vejle har en udstilling om at spise insekter, der ganske gratis kan ses frem til november. Deres idé med udstillingen er at Danmark, med Vejle i front, ligesom 2 milliarder mennesker i Mexico og Asien kan opdage den gastronomiske verden der findes i insekter i madlavningen, og fordi der er behov for gentænke vores spisevaner ved bl.a at udnytte allerede eksisterende råvarer. Billederne her i indlægget er fra den udstilling med undtagelse af insektsnacken, der taget fra enorm's hjemmeside. Udstillingen kan i øvrigt varmt anbefales.  Der er både bure med insekterne, information som insekter som madvare, briller så man kan se som et insekt, og et overraskende sjovt "fang insekter" spil-min rekord blev 49 på 50 sekunder. Måske kan du slå den? 

---

      Jeg prøvede at forestille mig, at der var en udstilling for at informere folk om oksekød, og jeg måtte indrømme jeg ikke kunne forestille mig en verden hvor det var nødvendigt. Jeg kunne heller ikke forestille mig, at det  blev nødvendigt at have et firma, der hed "EnOkse" og som klart lagde en vision på deres hjemmeside, sådan at deres firma var ligeså meget et projekt som en virksomhed.  Det er en meget interegret del af vores madvaner, og uanset hvor godt det ville være for os, de 790 millioner sultende mennesker, og for miljøet, ændrer vores spisevaner sig ikke fra den ene dag til den anden. Det giver jo helt naturligt endnu et spørgsmål til EnOrm: 

   Hvad har været den største udfordring med jeres projekt omkring at spise insekter?  

  Vi har heldigvis oplevet stor opbakning fra både slutbrugere og forhandlere, der synes det er spændende. Der er selvfølgelig en også en stor del af befolkningen som er totalt afvisende 

What do the SG’s mean to you? (engelsk)

From the left: Andreas & Karoline, citizen journalists, Nicolas from Greece and Domik from Croatia

What Do the SDG's Mean to You?

The SDGs, sustainable development goals, are the UN's attempt to set an agenda and an outline for how to create a better world. A sustainable environment. Active citizens. Happy people who believe in the future for their children. All of this is admirable, but what do the 17 goals actually mean to people around the world? We asked people at the tool fair of the Ladder project what the global goals meant to them, and we got a lot of different answers:

"Local authorities & civil society organizations now have a tool for changing approaches to development mentality on societal issues and a spectrum for a better life."

Theodora Avgoulidou, Greece

"The goals are nothing for the people, but for the actors. The goals are paper, but they can become reality. They're a framework for acting within, but the value is in the content and gives a direction for the future."

Nicolas, Greece

"The goals are a challenge for my professional life because I work on raising awareness. I try to achieve the goals and sometimes you are only doing a small thing and you can't see the result but at the end small people making small things is achieving the change."

Francesca Campana

"We still fail to see any connection between the goals and national development especially for MCDs. We have been in many discussions about them. The meaurent is unclear and developmental resources are given to the central government, which gives room for corruption. International development policies don't give anything to people. They also resemble the milliiumin goals, which no one can say if where achieved, because they were very interpretable."

Alexandro, Moldova

"They connect society to decisions of local authorities and are very important for development that give people a real voice."

Elena, Belgium

"They have perspective and are goals to reach. They are the direction for the world and have the future views."

Markus, Germany

"What does the king know about the suffering of the people? See, they have goals, but do you believe that everyone notices the people?"

Domik, Croatia

"They are challenging but relevant. Really, they're guidelines that we should follow to make the world more sustainable and just. Ladder is doing really well because everyone does their own part to achieve the goals."

Sofia Caiolo, Italy

"They mean a better world."

Aldo, Portugal

What do the SDG’s mean to you?

En verden til forskel.

Min gymnasieklasse her poserende sammen med stairway-drengene

Vi har alle sammen prøvet at åbne døren for indsamlere. Håbefulde, kommer de og ødelægger aftenhyggen med en raslebøtte og en venlig bøn om at støtte dem uden muligheder, de mindrebemidlede. Mange af os har sikkert også prøvet at sige nej tak eller gemme os i stuen, hvis vi har spottet dem ovre ved naboen. "Jamen alle de andre giver jo også lidt, hvorfor skulle jeg så?" eller "De får så mange penge på alle mulige andre måder, hvorfor skal jeg spilde mine penge på det?" er noget, man som indsamler oplever meget, når folk ellers tager sig sammen til at få døren lukket op. Jeg ved det, jeg har været en af dem, og jeg forstår det faktisk også godt. Jeg har de sidste 3 år indsamlet til Stairway foundation i Filippinerne i forbindelse med min gymnasietid, og alle 3 år har indsamlingen og formålet med samme virket utroligt uhåndgribeligt. Hvad er det egentligt vi støtter, og hvorfor skulle vi overhovedet? Nogen ville nok mene at det var egocentrisk, men jeg går til bekendelse; det er ikke altid lige let at sætte sig ind i de forhold man samler ind til, og så bliver det lidt mindre attraktivt at støtte en sag. Men jeg kan love jer, det ændrer sig når man opdager, hvad pengene egentligt går til. 

Mig selv og nogle af de gadebørn vi mødte på en guidet street-
walk i Manilas gader, efter vores besøg på Mindoro.

I starten af februar drog jeg og 27 af mine kære klasse-kammerater fra 3.g afsted på en rejse, der viser sig, at være en oplevelse jeg sent glemmer. Først 3 timers flyvetur til Istanbul og sidenhen 11 timer til Manila, var den længste rejse jeg nogen-sinde har været på, både afstandsmæssigt men også velfærds- og samfundsmæssigt var der en enorm forskel, som vi snart skulle opdage. Børn der lå og sov på papkasser på fortovene, affald der næsten dækkede hver kvadratcentimeter af gaden og ikke mindst en lugt af lummer råd og os der ramte os i det sekund, vi trådte ud i den slående 30 graders varme foran vores hotel, alt sammen på grund af den ekstreme fattigdom, der findes i landet. Dagen efter ankomsten til Manila rejste vi sydpå til Mindoro, hvor stairway foundation har til huse, og vi oplevede det uhåndgribelige; vi oplevede hvad det var vi havde støttet samtlige 3 år af vores gymnasietid; et lille paradis på jorden.

Koblingen mellem dette og gadebørnene kan være svær at se, men den er i virkeligheden tydelig for den, der kender til Stairways arbejde. Hvert år optager Stairway en håndfuld gadedrenge på et form for rehabiliterings- og skoleprogram, hvor drengene modtager undervisning, støtte og omsorg. Disse "de udvalgte" drenge kommer fra nogle af de kummerlige forhold, som vi bevidende aftnen forinden i Manila; nogen kom fra værre. De delte åbenhjertigt deres skræmmende og hjertebristende historier med os, og tilbage stod vi, 28 unge danskere med ondt i hjertet, mens vi forsøgte at holde vores knudrede tunger lige i munden. Det var ikke til at bære. Vi kom til at kende drengene, og aldrig har jeg mødt en så slående optimisme og energisk gåpåmod, som jeg mødte i drengene. De havde panden rejst og smil i hele smasken, næsten uanset hvad der skete, på trods af deres ødelæggende baggrund. De var også kloge og utroligt sportslige. Drengene fra min klasse måtte se sig gennembanket i basket af stairwaydrengene, som knap havde fået pusten op efter cirka halvanden times intenst basket-opgør. De var i sandhed fantastiske, og meget af det var uden tvivl takket være Stairways imponerende arbejde med drengene. 

På besøg på skolen på Baclayan-bjerget

Udover at providere drengene med viden, mad, omsorg og fantastiske faciliteter, har de som NGO organisation også flere projekter kørende, hvoraf vi besøgte nogle. De har et "feedingprogramme" på en lokal skole på Baclayanbjerget, hvor de stiller med råvarer til madlavning 2 gange om dagen mod skole-deltagelse, hvilket er et program der har haft umådelig succes. Lasse, som er leder af Stairway foundation, fortæller om, hvordan der er sket et utroligt boom i deltagelse til undervisningen, og de ser flere af de lokale der får øjnene op for denne mulighed, da de under andre omstændigheder, ikke nødvendigvis har råd til mad. Dette er også en faktor der holder børnene hjemme fra skolen, og det er noget, stairway ønsker at bekæmpe. Uden tvivl et imponerende stykke arbejde de gør, hvor hver en doneret krone gør en verden til forskel for både drengene på stairway, men også for børnene og deres familier i Baclayan.

Jeg kunne uden kvaler fortsætte i timevis om, hvor fantastisk et stykke arbejde Stairway foundation,  styret afLasse og hans kone Monica, gør, og jeg kunne prædike videre om hvor stort et indtryk gadebørnene har gjort på mig, men hvilken forskel ville det gøre? 

Mine prædikener vil ikke ændre noget. Handling vil. Handling som den, Lasse og hans søde kone Monica har gjort. Det er folk som dem der kommer til at blive altafgørende for, at FN's nye verdensmål nåes. Det er ildsjæle som dem der gør den virkelige forskel. Det er dem der har dedikeret deres liv til at gøre en forskel, og alle os sofavelgørere herhjemme i Danmark kan ikke måle os, med disse helhjertede velgørere, men vi kan altid gøre den lille forskel, og sende lidt penge til fordel for andre. Det vil jeg ihvertfald gøre, så vi kan komme tættere på at nå de 17 verdensmål!

Læs mere og lær hvordan du kan støtte stairways arbejde på deres hjemmeside:

http://www.stairway.dk/

"She was jumping of happiness" - working in a refugee camp by Catarina Cerqueira

Happiness, joy & tragedy

Sometimes, it's the small things that make you the most happy. Just ask Catarina. 

In the summer of 16', Portugese Catarina Cerqueira volunteered in the ELEONAS refugee camp in Athens, Greece. Here, she worked as a volunteer for the Elea Project, which helps improving the living conditions for the refugees and migrants living in the ELEONAS refugee camp. For two weeks, Catarina worked togehter with other international volunteers in order to create worthy conditions for the people living in the camp. 
I spoke to Catarina about her experience and what she thinks of the whole refugee situation: 

First and foremost, please introduce yourself: 

My name is Catarina and I’m from Portugal. I’m a twenty-year-old student of Political Science and International Relations. 

1   How & when did get the idea of volunteering in a refugee camp?

The idea of volunteering in a refugee camp came when I started hearing about the growing influx of refugees crossing the Mediterranean, around September 2014, when big disasters happening at the sea started appearing in the news.

Since childhood, I have always thought to myself how unfair it is that the place where we are born determines the course of our life, so I’ve always been very touched and sympathetic with the refugee’s situation.

In July 2016 me and a friend that had the same feelings about this situation, decided that we couldn’t wait any longer, we really needed to do something. After 3 weeks we were flying to Athens. 

What was your experience working with refugees?

I worked for 2 weeks in the Eleonas Refugee Camp with a project named Project Elea, organized and run only by volunteers. In this governmental camp (one of the first in Greece) there were living around 2500 people.  Their basic needs in terms of security, housing, food and medical attention are provided by the Greek authorities and NGOs, but there’s other important needs that the volunteers cover such as food distribution, clothing distribution, infrastructure improvements, sport activities, skill-sharing workshops, playground & activities for children, among other things.

I tried to be involved in a bit of everything, especially in the food and clothing distribution. And of course the most pleasant thing to do was spending some time playing with these amazing children that don’t have much and still give you the biggest smiles in the world.

The article continues below the pictures

Is there one experience from your work that really stands out?

There were many moments in the refugee camp that marked me for life. Many sad stories but most of all many smiles. One of the best experiences I had was when I worked in the clothing distribution. In August it was around 40ºc in Athens and a woman was asking me for some trousers. 

Because of the language barrier and the fact that the clothes people sent to the camps are not really appropriate for its conditions (it’s mostly what people don’t want anymore and not what the refugees need), it was being a really difficult task. After showing her around 20 pairs I finally found some red, light, fresh, and comfortable trousers. She was jumping of happiness and had the biggest smile on her face.

After working with these people, how do you respond to the wave of negative rhetoric towards refugees?

As an activist for Amnesty International I was already campaigning for refugee’s rights before having this experience by participating in protests, talking about it in schools, etc. etc. I think that after this experience what changed was that now I have real facts that I can use against this negative rhetoric. At the same time I feel much more frustrated now when I hear really negative and mean commentaries about refugees.

Why do you think refugees has become such a sensitive and polarizing topic?

I think Europe is going through a bad moment and in bad moments people always need someone to blame. Also, the fear that people have is mainly caused by the way media present the situation which is something that instead of promoting a comprehensive understanding of the situation only generates fear, by focusing on negative (and often false) particular cases instead of showing the true situation:  entire families, like ours, fleeing in search of a place where they can survive and provide their children a better future. 

On the other hand, the people who are aware of the situation are very active and committed in helping this people.

1    Are we, in your view, doing enough to solve the refugee crisis?
I don’t think we are. We are not even fulfilling our international duties. Plus, we are violating them as the agreement with Turkey showed.

1   What can we as individual, European citizens do in order to help solve this?

First of all we need to make sure people have a real understanding of what’s going on. Going to schools, organizing debates, pressure media to do a better job. 

Then everybody can try to provide help: donations to organizations on the ground, volunteering, etc. And we definitely need to pressure our governments to fulfill their responsibilities. We need to think of countries like Lebanon or Jordanian that, with far less resources, are receiving much more refugees than the European countries.

This is Catarina Cerquiera. Since volunteers were not allowed to take pictures from inside the camp, the pictures of this article have been selected from Project Elea's Facebook-page: https://www.facebook.com/projectelea.volunteers/?fref=ts

The refugee crisis is relevant for a number of the #GlobalGoals, ranging from #1 - Ending poverty to #16 - Peace, justice and strong instiutions. Refugees are rarely enjoying proper nutrition, housing etc., which is a problem we need to act on in order to fulfill our Global Goals for 2030. In this regard, Catarina is leading by example. 

Many thanks to Catarina Cerquiera for sharing her views and experiences. You can learn much more about Project Elea right here: 

https://www.facebook.com/projectelea.volunteers/?fref=ts